Hver syvende indbygger i Stockholm har allerede haft coronavirussen.
Det viser de seneste antistoftest, som de svenske myndigheder har foretaget på omtrent 50.000 svenskere, ifølge Dagens Nyheter.
Selvom det lyder af meget – sammenlignet med Danmark, Finland og Norge – er det faktisk lavere end forventet.
Sveriges pendant til Sundhedsstyrelsen, Folkhälsomyndigheten, har nemlig tidligere forventet, at mindst 20 procent af Stockholms indbyggere ville have dannet antistoffer i maj.
I stedet har 14 procent af dem, der har ladet sig teste, udviklet antistoffer.
Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, mener dog, at der allerede nu kan være omtrent 20 procent af stockholmerne, som har udviklet antistoffer.
»Det tager et par uger at udvikle antistoffer, efter man bliver syg, så tallet kan være betydeligt højere i dag,« siger han.
»Med tanke på at vi har fordoblingstid på omtrent ti dage, når det gælder antallet af nye smittede, burde vi ligge lidt over 20 procent nu. Men det kommer vi til at regne på,« siger han ifølge Dagens Nyheter.
Testene er blevet foretaget fra 27. april til 14. juni og er den største massetest, som svenskerne har foretaget af antistoffer indtil nu.
Testgruppen består af personer – fra 18 år og opefter i hele landet – som frivilligt har ladet sig teste. Nogle har haft coronavirussymptomer, inden de tog testen. Andre har ingen symptomer haft.
I Göteborg havde 11,5 procent af testpersonerne således dannet antistoffer, og i Malmø gjaldt det fem procent af de testede, skriver Dagens Nyheter.
Sammenlignet med mange andre lande er det forholdsvist høje tal – ikke mindst i Stockholm, som ifølge Anders Tegnell kan sammenlignes med udviklingen i London.
Vigtigt at understrege er det dog, at tallene for både Gøteborg og Malmø er væsentligt mere usikre, end tallene for Stockholm er. Det skyldes, at 36.000 af prøverne er taget i Stockholm, mens 10.000 er testet i Gøteborg og kun 1.500 i Malmø.
I slutningen af maj viste Folkhälsomyndighetens antistoftest, at omtrent 7,3 procent af stockholmerne havde udviklet antistoffer, så andelen af indbyggere, der har haft virussen, er vokset betydeligt siden da.
Om en uges tid forventer de svenske myndigheder, at yderligere 20.000 svenskere er blevet testet for antistoffer.



