5 ting vi lærte af Republikanernes første stævnemøde

Republikanerne i USA er gået i gang med at finde den præsidentkandidat, der ved valget i november næste år kan fravriste Demokraterne magten. Første vigtige punkt var en stor TV-debat, som blev et lærestykke for Republikanerne i, at en »uskolet« person som Donald Trump kan sætte en dagsorden, som de øvrige kandidater er nødt til at tage ved lære af.

De republikanske præsidentkandidater mødtes torsdag i Cleveland, hvor de tørnede sammen i partiets første TV-duel. Fra venstre er det New Jersey-guvernør Chris Christie (t.v.), senator Marco Rubio, Ben Carson, Wisconsin-guvernør Scott Walker, ejendomsmogul Donald Trump, Jeb Bush, Mike Huckabee, senator Ted Cruz, senator Rand Paul og John Kasich. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Donald Trump er ubetinget Republikanernes største udfordring. Mangemilliardæren dominerede TV-debatten med sin pågående stil, men tabte også tilhængere undervejs med sin agressive optræden. Republikanerne oplevede en totalt upoleret person, der tog et opgør med den politiske korrekthed og fortsatte sin underholdende stil med direkte angreb på sine politiske modstandere, der i store træk forsøgte at ignorere ham. Til gengæld brændte han ud i anden runde og viste, at han langtfra er usårlig. Trump taber, når han får lang taletid. Han kan ikke styre sig. Til gengæld er Republikanerne nødt til at indse, at meget af det, han siger om indvandring, skal taget særdeles seriøst. Trump har ramt en nerve i den amerikanske befolkning og sat en folkelig diskussion igang om indvandring, som har været tabu. Amerikanerne har fået nok af ulovlig immigration. Og Republikanerne har fået en person, de ikke kan stole på er loyal over for partiet. Trump truer med at stille op som uafhængig, hvis ikke han bliver taget alvorligt. Det sætter Republikanerne i et dilemma. Enten finder de en løsning med Trump, eller også risikerer de et totalt kaos med en uregerlig Trump uden for partiet.

2. Der er knap 12 millioner ulovlige indvandrere i USA og – som Donald Trump siger – måske mange flere. Debatten viste, hvor sårbare de fleste af de republikanske kandidater er, fordi Trump den ene gang efter den anden hævder, at ingen gør noget ved det. Flere af de republikanske kandidater har ikke Trumps frækhed til at komme med enkelte løsninger som at bygge en mur langs med den mexicanske grænse. De ved godt, at så simpelt løser man ikke det problem. Samtidig frygter partiet, at der bliver pillet for meget i det spørgsmål. Sandheden er også, at spørgsmålet – også i republikansk styrede stater – ikke er taget alvorligt nok. De ulovlige immigranter lever godt også med offentlige ydelser flere steder i USA og har tilladelse til at arbejde. De andre kandidater er nu gået i tænkeboks. For amerikanerne vil have svar på, hvad de vil gøre ved det her problem. Så Trumps indvandrer-spøgelse kommer til at spille en stor rolle i valgkampen.

3. Et sted, hvor Trump tøvede, var i spørgsmålet om abort og homoseksuelle, som er blandt Republikanernes mærkesager. Trump var den eneste, der klarede frisag, selv om han tidligere har sagt, at han mener, at kvinder kan gøre, hvad de vil med deres krop. Netop hans frækhed og ukonventionelle måde at optræde på gjorde, at han klarede frisag, hvor f.eks. debattens ellers bedste deltager, senatoren fra Florida, Marco Rubio, havde store problemer, fordi han har støttet et lovforslag, der tillader abort til kvinder, der enten er blevet gravide som følge af voldtægt eller incest. Marco Rubio forsøgte at benægte, at han har støttet det forslag, men manglede Trumps evne til at klare sig ud af det ved at gå i offensiven. Disse værdispørgsmål er vigtige for de republikanske kandidater, men de skal også øve sig i at balancere på den rigtige måde, fordi de med få undtagelser har haft nuancerede synspunkter i deres politiske arbejde og ikke entydigt er modstandere af abort i alle sammenhænge.

4. Ingen amerikansk politiker kommer udenom at erklære sig som troende. Heller ikke Republikanerne. Debatten viste et panel af politikere, der erklærede deres ubetingede tro på Gud, men på en så raffineret måde, at ingen betvivlede deres tro. Trump slap let ved at sige, at han er troende, men at han aldrig har bedt Gud om tilgivelse for nogetsomhelst. »Jeg er vel bare en person, der går videre, hvis jeg har syndet og forsøger at forbedre mig,« sagde han. Og de andre kandidater forsøgte sig med lignende udfald. Marco Rubio tillagde sig den humoristiske stil, da han sagde, at »Gud har vesignet Republikanerne med 17 egnede kandidater til præsidentposten, men Demokraterne kan ikke finde en eneste«. Dermed slap han uden om de dybere spørgsmål. Wisconsins guvernør Scott Walker sagde, at »Gud har bedt om os at følge sin vilje, og ultimativt er det, hvad jeg har tænkt mig at gøre«. Men kandidaterne skal tænke mere over deres forhold til Gud, når de møder vælgerne, hvis de vil vælges også i bibelbæltet.

5. Demokraternes førende præsidentkandidat, Hillary Clinton, var det offer, alle kandidaterne var enige om ikke at kunne lide. Men alle udtalte sig primært i overskrifter om Clintons tid som udenrigsminister og hendes egnethed som kandidat. Trump leverede ligesom de andre lejlighedsvise angreb på hende. Det var tydeligt, at de andre ikke ønskede at gå ind i en indbyrdes diskussion på det her tidlige tidspunkt af valgkampen og derfor valgte Clinton. Trump var også her den, der tog trumfen ved at sige, at Hillary Clinton mødte op ved Trumps bryllup, for »hun havde ikke andet valg, da jeg havde givet hende penge«. Men Rubio var den faktuelle, men samtidig den, der også var morsom, da han angreb Hillary Clintons syn på amerikanernes levevilkår. »Hvis jeg bliver præsident, så skal Clinton ikke belære mig om, hvordan det er at leve på en indtægt, der lige netop rækker. »Jeg har haft en barndom, hvor vi levede fra lønningsdag til lønningsdag«.

Bundlinjen

Vindere: Marco Rubio klarede sig godt, og Donald Trump dominerede, men tabte tilhængerne i salen med sin agressive facon. Han har dog sat sig på en række mærkesager, partiet er nødt til at tage alvorligt og har greb om amerikanere, der er trætte af »politisk korrekthed«.

Taberen var ubetinget Floridas tidligere guvernør Jeb Bush, der ikke endnu har vist tegn på at have arvet de evner, der bragte hans far, George, og hans bror, George W., frem til Det Hvide Hus.