47 tyrkere risikerer livstid for attentatforsøg mod Erdogan

Det er endnu ikke klart, hvordan 47 tyrkere forholder sig til anklager om drabsforsøg mod Tyrkiets præsident.

Foto: GREG BAKER. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Mugla, Tyrkiet. Med krav om fængselsdomme på livstid sad knap 40 tyrkiske soldater mandag for første gang på anklagebænken i en storstilet retssag.

De er blandt andet anklaget for mordforsøg mod Tyrkiets præsident Erdogan under det fejlslagne kupforsøg i juli 2016.

De i alt 47 tiltalte, hvoraf størstedelen var fra det tyrkiske militær, blev eskorteret ind i retten i den sydvestlige by Mugla.

Anklagerne mod dem går desuden på krænkelser af landets forfatning samt tilknytning til en væbnet terrorgruppe.

Mandag middag stod det ikke klart, hvordan de 47 mistænkte forholder sig til anklagerne. Det ventes, at de begynder at afgive forklaring senere på dagen.

Området omkring retten i Mugla var afspærret, og flere hundrede havde samlet sig foran med flag.

- Vi ønsker, at de får dødsstraf. Lad den hånd, som forsøgte at gøre vores leder fortræd, blive knust, sagde 61-årige Zuhal Ayhan, der var en af de fremmødte.

Tyrkiet har ikke haft dødsstraf siden 2002, men der har siden kuppet været gentagne krav om en genindførelse.

Under kupforsøget sidste år holdt Erdogan ferie med sin familie på et luksushotellet Grand Yazici Club Turban, da det blev angrebet - angiveligt af de 47 mænd.

Det lykkedes dog præsidenten at slippe væk i en helikopter, inden de anklagede soldater firede sig ned fra en helikopter og gik til angreb.

Flere end 240 mistede livet i optøjerne. Over 40.000 er siden blev anholdt for at være med i sammensværgelsen mod den tyrkiske præsident.

Samtidig er flere end 100.000 tyrkere blevet enten fyret eller suspenderet fra både militæret, domstole, universiteter og den private sektor for at støtte den tyrkiske eksilprædikant Fethullah Gülen.

Erdogan beskylder Gülen for at være bagmanden til kupforsøget.

I EU har der været bekymring for, om Tyrkiet benytter det mislykkede kupforsøg til at knuse oppositionen. Tyrkiet planlægger blandt andet en folkeafstemning om øgede magtbeføjelser til præsidentembedet.

/ritzau/Reuters