44 omkommet i flystyrt i Laos

ARKIVFOTO. Fly fra Lao Airlines i lufthavnen i Laos' hovedstad Vientiane. Fold sammen
Læs mere
Foto: BARBARA WALTON
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LAOS: Et fly er styrtet ned i Mekong-floden i Laos i det sydøstlige Asien onsdag. Ifølge en thailandsk embedsmand er alle 39 passagerer og fem besætningsmedlemmer omkommet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne i Laos har informeret Thailand om, at fem thailandske statsborgere var blandt de 44 om bord.

»Vi er blevet informeret om, at alle thailandske passagerer er døde,« siger talsmanden for det thailandske udenrigsministerium, Sek Wannamethee, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Der er endnu ikke forlydender om, af hvilke nationaliteter de andre passagerer på flyet var.

Flyet kommer fra det laotiske flyselskab Lao Airlines, og det var på vej fra hovedstaden, Vientiane, sydpå mod byen Pakse, da det styrtede ned i floden sent onsdag eftermiddag. Styrtet skete, da flyet var ved at lande, nær Pakse, som ligger på grænsen til både Thailand og Cambodja.

TV-billeder viser ifølge nyhedsbureauet Reuters flyet, der er delvist sunket på lavt vand i Mekong-floden, mens en anden TV-station viser billeder af lig, der ligger på flodbredden.

Flyselskabet råder over bare 14 fly, og det har syv indenrigsruter og foretager også internationale flyvninger til Kina, Thailand, Vietnam, Cambodja og Singapore.