44 mennesker dræbt af to bomber i Damaskus

Arkivfoto: Damaskus. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER

Damaskus. Den gamle bydel i Damaskus blev lørdag ramt af et af de værste attentater, der er set i den syriske hovedstad.

To bomber dræbte mindst 44 mennesker, sagde observationsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Den ene bombe var en vejsidebombe, der eksploderede, netop som en bus passerede. En selvmordsmand sprængte en anden bombe på stedet.

»Der er også snesevis af sårede, flere af dem alvorligt,« sagde Rami Abdel Rahman, chef for observatørgruppen.

En korrespondent for tv-stationen al-Manar, der drives af den shiamuslimske, libanesiske Hizbollah-milits, siger, at størstedelen af dødsofrene er irakiske pilgrimme.

/ritzau/AFP