42 indsatte er fundet døde i flere brasilianske fængsler

Dagen efter, at 15 indsatte blev dræbt under sammenstød i et brasiliansk fængsel, findes 42 indsatte døde.

Her ses politistyrker, som søndag var på vej ind i det fængsel i det nordlige Brasilien, hvor 15 indsatte blev dræbt under bandeoptøjer. Stringer/Reuters Fold sammen
Læs mere

Rio de Janeiro. 42 indsatte er mandag fundet døde i flere brasilianske fængsler.

Det sker, dagen efter at 15 indsatte blev dræbt under et sammenstød mellem bander i et fængsel i det nordlige Brasilien.

Det oplyser de regionale fængselsmyndigheder, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De 42 personer skal ifølge Reuters være fundet kvalt til døde i fire forskellige fængsler i delstaten Amazonas.

Ifølge nyhedsbureauet AP er der dog blot tale om tre forskellige fængsler.

Situationen i fængslerne er natten til tirsdag dansk tid igen "under kontrol", oplyser myndighederne.

Søndag udbrød der uroligheder under besøgstiden i et fængsel knap 30 kilometer fra Manuas, der er delstatshovedstaden i Amazonas. Her blev 15 personer dræbt.

- Det var en slåskamp mellem de indsatte. Der er aldrig før sket dødsfald i fængslet, mens der har været besøgstid, sagde oberst Marcos Vinicius Almeida på et pressemøde søndag.

Der er efterfølgende indledt en efterforskning, som skal forsøge at klarlægge årsagen til slagsmålet.

Ifølge Marcos Vinicius Almeida reagerede fængselsmyndighederne inden for få minutter, da urolighederne brød ud, hvilket ifølge obersten forhindrede et potentielt værre udfald.

Mindst 27 af de 42 indsatte, der mandag blev dræbt, er ligeledes blevet dræbt i fængslet udenfor Manuas.

I januar 2017 dannede det samme fængsel ramme om et oprør, der varede næsten 20 timer og efterlod 56 mennesker døde.

Brutal vold mellem rivaliserende bander i fængsler er ikke en sjældenhed i Brasilien. Og volden breder sig ofte hastigt fra fængsel til fængsel.

Sammen med bandevold er fængslerne i Brasilien også plaget af enorm pladsmangel.

De seneste officielle statistikker fra juni 2016 viser, at Brasilien har over 726.000 indsatte i landets fængsler. Det er dobbelt så mange som de 368.000, der er kapacitet til.

/ritzau/