De jordiske rester af Frans af Assisi bliver for første gang fremvist for den brede offentlighed, og i den kommende måned ventes tusindvis af pilgrimme at benytte sig af muligheden for at se ham.
Fremvisningen begyndte søndag i Frans' basilika i den italienske by Assisi.
Omkring 400.000 mennesker har reserveret adgang til at se ordensstifteren, oplyser Franciskanerordenen.
Folk vil få mulighed for at se hans rester, et skelet fra det 13. århundrede, frem til 22. marts. Det sker i anledning af 800-året for hans død i år 1226.
Frans af Assisi grundlagde tiggermunkeordenen franciskanerne efter at have givet afkald på sine penge og arv. Han blev helgenkåret blot to år efter sin død af pave Gregor IX.
Kirken, hvor fremvisningen finder sted, vil lukke grupper ind på 750 mennesker ad gangen. Det sker hver halve time fra klokken 07.00.
- Det var en meget bevægende morgen. En unik begivenhed, og jeg satte stor pris på den, sagde 65-årige Nicoletta Benolli på vej ud af Frans' basilika.
Også i 1978 blev de jordiske rester af Frans af Assisi fremvist, men det var for en begrænset skare af mennesker og kun i en dag.
En boks af plexiglas med Frans' jordiske rester fremvises foran basilikaens alter. Folk må røre det ydre glas.
At være så tæt på skelettet gør "tingene meget virkelige", sagde Benolli, der var rejst fra Verona i det nordlige Italien til Assisi i det centrale Italien.
- Nogle gange tvivler vi, men i disse øjeblikke står vi med sandheden foran os. Vi har chancen for at se den og røre den, sagde hun.
Resterne af Frans ligger på et hvidt silkeklæde. Mange pilgrimme gjorde søndag korsets tegn eller knælede ved boksen.
Den helgenkårede Frans har ligget i en stensarkofag i århundreder. Lørdag blev kisten bragt frem fra krypten, hvor den har ligget.
Tiggermunkeordenerne opstod i 1200-tallet og kræver, at både medlemmer og institutionen som sådan ikke har nogen ejendomme, skriver Lex - Danmarks Nationalleksikon. De fire store tiggermunkeordener er franciskanerne, dominikanerne, karmeliterne og augustinereremitterne.
/ritzau/AFP
