Opdateret

40.000 valgsteder slår dørene op i Storbritannien

Valgstederne er åbnet i Storbritannien. Labour står i meningsmålinger til at få absolut flertal i parlamentet.

61-årige Keir Starmer har torsdag formiddag afgivet sin stemme i forbindelse med det britiske parlamentsvalg. Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Klokken 08.00 dansk tid slog de omkring 40.000 valgsteder i Storbritannien dørene op.

Millioner af briter forventes i løbet af dagen at afgive deres stemme ved det britiske parlamentsvalg.

Meningsmålinger har op til valgdagen vist, at premierministerkandidaten Keir Starmers parti, Labour, fører med længder over Det Konservative Parti, der har den siddende premierminister Rishi Sunak i spidsen.

En prognose fra analyseinstituttet Survation viste tirsdag, at Labour står til at vinde 484 ud af 650 pladser i det britiske parlament.

Står målingen til troende, kan Labour meget vel sikre sig partiets hidtil bedste valgresultat. Dermed er det med stor sandsynlighed den 61-årige Keir Starmer, der efter valget kan flytte ind i Downing Street 10.

På trods af lovende meningsmålinger opfordrede Starmer onsdag vælgerne til ikke at blive hjemme, men at komme afsted til det nærmeste valgsted.

- Storbritanniens fremtid afgøres på stemmesedlen. Forandring sker kun, hvis man du stemmer på den, sagde han ifølge AFP.

Omvendt står Det Konservative Parti ifølge meningsmålinger til partiets hidtil værste valgresultat.

Prognosen fra Survation tirsdag viste, at partiet står til 64 mandater. Ved det seneste parlamentsvalg fik partiet 365 mandater.

Rishi Sunak opfordrede onsdag vælgerne til at "redde Storbritannien" fra et Labour-flertal ved at stemme på Det Konservative Parti.

- Denne underdog kommer til at kæmpe til det sidste, sagde han onsdag ifølge dpa.

Sunak afgav før klokken 09.00 sin stemme til valget. Det samme gjorde Starmer omkring klokken 11.

Hverken Sunak eller Starmer ønskede at besvare spørgsmål fra de fremmødte journalister.

Det er ikke kun Labour, der truer Det Konservative Parti.

Ifølge meningsmålingen fra Survation står en del af de tidligere konservative vælgere til at ville stemme på Nigel Farages parti, Reform UK.

Valgstederne lukker klokken 23.00 dansk tid.

Herefter begynder optællingen af stemmer. Samtidigt kommer en valgstedsmåling baseret på vælgere fra 150 ud af 650 valgkredse.

/ritzau/