40 år efter revolutionen: Iranere råber »død over USA«, og præsidenten kalder Trump for »idiot«

40 år efter den iranske revolution i 1979 tweetede Trump på farsi, mens hundredtusindvis af iranere indtog Teherans gader mandag.

TOPSHOT-IRAN-REVOLUTION-HISTORY-POLITICS
Ved Teherans frihedsmonument samledes iranere mandag for at høre præsident Hassan Rouhani tale til dem om den krig, som Iran »forsvarer sig mod«. Den, han kaldte for »en psykologisk og økonomisk krig, som bliver ført mod os af onde fjender«. Med andre ord: USAs sanktioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: HO

»Død over Israel! Død over USA!«

Hundredtusindvis af iranere – soldater, studerende, kvinder og børn – indtog mandag Teherans gader med protestråb, brændende amerikanske flag og Donald Trump-dukker. Anledningen var 40-årsjubilæet for den iranske revolution, der fandt sted i 1979 – den revolution, der væltede shahstyret og førte til en islamisk republik med ayatollah Khomeini i spidsen. Dette har blandt andet The Guardian og The New York Times beskrevet.

Ved byens frihedsmonument samledes demonstranterne i hobetal for at høre præsident Hassan Rouhani tale til dem om den krig, som Iran endnu udkæmper. Den, han kaldte for »en psykologisk og økonomisk krig, som bliver ført mod os af onde fjender«. Med andre ord: USAs sanktioner.

Da Trump-regeringen trak sig ud af atomaftalen med Iran, rejste amerikanerne på ny en række hårde, økonomiske sanktioner mod Iran. Og de var det helt store emne på dagen for 40-årsjubilæet.

»Vi vil sammen stå imod disse sanktioner og vinde over USA,« sagde Hassan Rouhani fra talerstolen ifølge The New York Times, alt imens han understregede, at modstand ikke kommer uden selvopofrelse:

»Folk vil få problemer – de har allerede problemer, men vi vil komme igennem alt dette.«

Inden præsidenten gik i gang med sin tale, læste han en erklæring op, hvori han svor troskab til Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, og kaldte USAs præsident, Donald Trump, for »en idiot«.

»Mængden af borgere på gaderne overalt i det islamiske Iran betyder, at fjenden aldrig vil nå sine mål,« sagde Rouhani herefter ifølge The Guardian henvendt til forsamlingen.

Donald Trump var prompte til at reagere på jubilæet på Twitter. Han skrev først på engelsk og siden på farsi til iranerne, at revolutionen i 1979 var en fiasko.

»40 års korruption. 40 års undertrykkelse. 40 års rædsel. Regimet i Iran har kun produceret #40ÅrsFiasko. Det iranske folk, som længe har lidt, fortjener en langt lysere fremtid,« skrev præsidenten.

Der afholdes parader og demonstrationer hvert år 11. februar for at markere årsdagene for revolutionen. I år var paraden dog større end vanligt trods dårligt vejr, skriver The New York Times. Også USA fyldte mere i demonstrationerne i år end tidligere år på trods af at de to lande ingen egentlige forbindelser har haft siden 1981.

Vestens ønsker om, at Iran nedruster, blev ligeledes kommenteret i præsidentens tale.

»Vi har ikke og vil ikke bede nogen om tilladelse til at øge vores forsvar eller til at bygge alle mulige missiler,« sagde Rouhani ifølge The Guardian.

Samtidig brystede Hassan Rouhani sig af Irans styrke og sagde, at landet var stærkere, end det var under krigen mod Irak fra 1980 til 1988. I januar fremhævede præsidenten dog, at Iran stod midt i den værste økonomiske krise, landet har set, siden shahen blev væltet i 1979.

Lige siden revolutionen i 1979 har Iran været økonomisk og politisk isoleret fra Vesten. Atomaftalen udgjorde en åbning for den trængte iranske økonomi, men da Donald Trump trak USA ud af aftalen, fik iranerne det hurtigt at føle.

Irans økonomi er blevet hårdt ramt, efter at USA har genoptaget sanktionerne mod styret. I 2018 har der været store folkelige protester mod regeringens økonomiske politik, de stigende vand- og fødevarepriser og hårde levevilkår.

Disse udviklede sig undervejs til også at være protester mod præstestyret, korruption og manglende frihedsrettigheder, men blev slået hårdt ned af styret.