33 omkommer i skovbrand i Sydsudan

33 personer er døde, og yderligere 60 er i kritisk tilstand efter en skovbrand i Sydsudan.

Billedet viser et skovområde i Sydsudan. (Arkivfoto) Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En skovbrand i Sydsudan har kostet 33 mennesker livet.

Det oplyser en talsmand for landets præsident, Salva Kiir Mayardit, skriver Reuters.

Fire landsbyer skulle være blevet ramt af skovbranden i området Bahr el Ghazal, der ligger i det vestlige Sydsudan.

Talsmanden beretter også, at yderligere 60 personer er såret og i kritisk tilstand efter branden, der begyndte søndag.

Landet forventer, at dødstallet vil stige de kommende dage.

»De skadede modtager lægehjælp, men det er ikke vanskeligt, fordi området ligger afsides,« sagde præsidentens pressesekretær, Ateny Wek Ateny, mandag aften.

Informationsminister Mathok Wal fortæller tirsdag, at skovbranden har ødelagt 138 huse i et nærliggende område. 10.000 kvæg er også døde.

Sydsudan er i forvejen et land præget af katastrofelignende forhold.

En FN-rapport, der blev offentliggjort i februar, advarede om, at omkring 60 procent af befolkningen - næsten syv millioner mennesker - risikerer stor fødevareusikkerhed i maj, juni og juli.

FN-organisationerne FAO, Unicef og WFP berettede i marts, at 860.000 børn under fem år lider af alvorlig underernæring.

Landet har i flere år været præget af borgerkrig, og krigshandlinger står ifølge organisationerne stadig på, selv om en en fredsaftale fra september ellers skulle have afsluttet borgerkrigen.

/ritzau/