315 elever og lærere blev fredag bortført fra en katolsk skole i delstaten Niger i det centrale Nigeria.

Det oplyser den kristne paraplyorganisation Christian Association of Nigeria (CAN) lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Talsperson for CAN Daniel Atori sagde fredag, at det var 215 elever og 12 lærere, der var blevet bortført. Men nu er der tale om 303 elever og 12 lærere.

Eleverne blev bortført fra St. Mary's Private Secondary School af bevæbnede bandemedlemmer, lød det fredag, hvor der endnu ikke var klarhed over antallet af bortførte.

Bortførelserne er sket, få dage efter at mindst 25 skoleelever blev bortført fra sovesalene på en pigeskole i delstaten Kebbi i det nordvestlige Nigeria.

Det skete natten til mandag.

Paraplyorganisationen oplyser, at det opjusterede antal bortførte er kommet efter en verifikation. De 303 elever udgør cirka halvdelen af de 629 elever, der går på skolen ifølge AFP.

Ved en anden hændelse i det vestlige Nigeria dræbte bevæbnede mænd tirsdag to personer under en gudstjeneste. Flere menes desuden at være blevet bortført.

Nigers delstatsregering har lukket mange skoler, og Nigerias præsident, Bola Tinubu, har aflyst sin deltagelse i det G20-topmøde, der finder sted i den sydafrikanske by Johannesburg lørdag og søndag, for at håndtere krisen, skriver AFP.

Præsidenten skulle også have deltaget i et topmøde mellem EU og Den Afrikanske Union 24. og 25. november. Men det er også blevet aflyst, skrev Reuters fredag.

Regeringen har ikke kommenteret antallet af bortførte elever og lærere fra Mary's Private Secondary School ifølge AFP.

Som en sikkerhedsforanstaltning har myndigheder i de nærliggende stater Katsina og Plateau beordret alle skoler lukket.

Nigeria har i årevis været plaget af bortførelser, der blandt andet har ramt landets skoler.

En af de mest omtalte bortførelser gik ud over en pigeskole i byen Chibok i 2014, hvor 276 piger blev bortført af den islamistiske bevægelse Boko Haram.

En del er siden selv sluppet fri eller er blevet løsladt, men flere er stadig savnet, skriver AFP.

/ritzau/