300 kvinder flygtet fra fængsel efter jordskælv i Chile

Et jordskælv på 8,2 richter har kostet mindst fem mennesker livet i Chile og udløst en tsunami. I et kvindefængsel er 300 fanger flygtet.

Et militærkøretøj patruljerer i byen Iquique, hvor 300 kvinder er flygtet fra et fængsel, efter et stort jordskælv ramte Chile onsdag morgen. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

CHILE: Mindst fem personer er døde, efter et kraftigt jordskælv onsdag morgen dansk tid rystede det nordlige Chile.

Jordskælvet, der målte 8,2 på Richterskalaen, ramte ud for Chiles kyst i Stillehavet og kunne mærkes i både Chile, Peru og Bolivia. Jordskælvet havde sit epicenter omkring 100 kilometer nordvest for havnebyen Iquique nær grænsen til Peru, skriver Reuters.

Skælvet udløste en tsunami, som ramte Chiles kyst med op mod to meter høje bølger. Nogle af de dræbte blev ifølge Reuters dræbt af nedstyrtende bygninger eller som følge af hjerteanfald.

Den chilenske præsident, Michelle Bachelet, har erklæret det nordlige Chile for katastrofeområde.

Omkring 300 kvindelige fanger udnyttede jordskælvet til at flygte fra et fængsel i Iquique. Cirka 26 kvinder er dog hurtigt blevet pågrebet, oplyser Chiles myndigheder. Sikkerhedsstyrker er nu sendt ud i området omkring Iquique.

»Vi tager hånd om den offentlige orden i Iquique, hvor bevæbnede styrker og politi kan yde sikkerhed til beboerne efter en masseflugt på mere end 300 kvindelige fanger,« siger Chiles indenrigsminister, Rodrigo Penailillo, ifølge BBC.

Nordchile er hjemsted for mange kobberminer, men de lader til at være uberørte af jordskælvet. Mange minearbejdere er dog for en sikkerheds skyld blevet evakueret sammen med deres familier, oplyser mineselskabet Collahuasi, der blandt andet opererer i højtbeliggende miner i Andesbjergene.

»Vi har hjulpet de ansatte, som ønskede at være sammen med deres familier, ned,« skriver Collahuasis minechef, Jorge Gomez, i en e-mail til Reuters.

I 2010 blev Chile ligeledes ramt af et kraftigt jordskælv, som kostede flere hundrede mennesker livet.

Onsdagens jordskælv udløste også tsunamivarsel flere andre steder i regionen, heriblandt på Hawaii. Men det ser ifølge de lokale myndigheder ikke ud til, at der er fare for yderligere tsunamier.