30 omkommet ved flystyrt i Irak

Flyulykke dræber mindst 30 under landing i tæt tåge.

Et moldovisk fly forsøgte tirsdag at lande i tæt tåge i Irak, men landingen blev i stedet en kollision med jorden, og mindst 30 mennesker omkom. Flyet var på vej fra Tyrkiet til Irak med 30 bygningsarbejdere og fem besætningsmedlemmer om bord.

- Den fatale landing skete omkring klokken 12 tyrkisk tid (klokken 11 dansk tid, red.) cirka 2,5 kilometer nord for Balad, siger en embedsmand fra det tyrkiske udenrigsministerium.

Balad er det amerikanske militærs logistiske center i Irak og ligger cirka 80 kilometer nord for Bagdad.

Selvom det forulykkede fly var fra staten Moldova, var 29 af passagererne tyrkere. Passagererne var folk, der havde arbejde i Irak.

/ritzau/Reuters