30 millioner har set farmand skyde datters computer

En utilfreds far straffer datters computer med ni pistolskud. Videoen har spredt sig som en steppebrand.

Et par minutter efter Tommy Jordan har læst sedlen op, skyder han ni huller i sin datters bærbare. Fold sammen
Læs mere

30 millioner verden over har set farmand skyde datters bærbare på nettet.

"Her er din laptop", siger farmand Tommy Jordan.

"Og det her er min .45 kaliber pistol."

Datterens bærbare computer ligger på en græsplæne. En pistol dukker op i billedet. Tommy Jordan tager ladegreb, brokker sig over sin utaknemmelige datter og placerer ni skud i computeren.

Det er 14 dage siden den 8 minutter lange video 'Facebook Parenting: For the troubled teen' ramte YouTube. Videoen er endnu et i rækken af forældre-gør-grusomme-ting-offentligt-ved-deres-børn. Men klippet her tager prisen målt i visninger. Det har siden offentliggørelsen spredt sig som en steppebrand på de sociale medier, er blevet kommenteret hundredtusindvis af gange på Facebook og er nu set næsten 30 millioner gange.

Brokkende teenager får far i det røde felt

Men hvordan skete det, at en tilsyneladende helt almindelig sydstatsfar med cowboyhat, skovmandsskjorte og et videokamera på et stativ har fået amerikanerne op af stolen?

Sagen begynder i klippet med, at Tommy Jorden - som reparerer computere i sit arbejdsliv - læser en udskrift højt fra sin datter Hannas Facebook-væg. Hun fortæller i sin statusopdatering, at hun er grundigt træt af sine forældres evindelige krav til hende i hjemmet. Hun brokker sig over at skulle rydde op, gøre rent, lave kaffe og i det hele taget bare gøre noget af alt det urimelige arbejde, som hendes forældre sætter hende til. Som hun skriver: 'Jeg er ikke jeres damn slave".

Klippet viser Tommy Jordan som har fået nok af sin datters brok. Og hvad er mere effektivt end at skyde sin datters bærbare computer? Ikke ret meget, hvis man vil måle det i omtale.

Kendis-læge på sagen

Ikke alene har klippet fået uhørt viral succes, men den berømte tv-læge Dr. Phil har også været på sagen.

I et af sine tv-programmer diskuterer han pædagogikken i Tommy Jordans henrettelse af sin datters computer. Han kalder det for en 'radikal' måde at straffe sin datter på og noterer, at man aldrig må ydmyge og udstille sine børn offentligt. Og debatten fortsætter på Tommy Jordans Facebook-profil og i alverdens medier. Børneopdragelse er altid en diskussion værd. Og blander man en pistol ind i det bliver det i særdeleshed hot. Historien melder ikke noget om datteren Hannas reaktion, men hun må også først få en computer, når hun lærer at opføre sig ordentligt og tilbagebetaler sin far nogle af alle de penge, han har brugt på at opgradere og hjælpe sin datter med sin computer.

Dommer og ballondreng i samme båd

Det er langt fra første gang temaet om opdragelse og børn diskuteres på sociale medier. Det sidste eksempel er den rasende dommer, der tæver sin spastisk lammede datter. Et brutalt klip, der røg på YouTube i efteråret og som er set 6 millioner gange.

Også i 2009 gik en forældre-barn-video viralt. Nemlig i sagen om 'Balloon Boy', hvor en seksårig dreng satte i går USA i panik, da man troede, at han var ombord i en løbsk heliumballon. Det viste sig senere, at seksårige Falcon Heene blot gemte sig i familiens hjem. Det viste sig at hele forløbet var iscenesat og et fupnummer planlagt af drengens medieglade familie.

I sagen om pistolfaderen Tommy Jordan og skudhullerne i datteren Hannas bærbare pc ved vi ikke andet, end at Tommy Jordan nu sælger software, der skal beskytte børn på nettet.

Facebook Parenting: For the troubled teen (skuddene begynder omkring syv minutter henne i klippet)

Se den rasende dommer tæve sin datter her - og læs historien