Det var ren panik, da afghanske Asma fik beskeden om, at Taliban havde overtaget Afghanistans hovedstad, Kabul.

Hun var på arbejde som tandlæge i en af hovedstadens tandklinikker, og beskeden fik hende og kollegerne til at handle hurtigt.

»Vi flygtede fra klinikken, så hurtigt vi kunne. Jeg græd hele vejen,« fortæller hun til B.T. i en overraskende rolig tone, selvom hun understreger, at hun er meget bange for situationen.

På gaden var Asma nemlig vidne til en ulykkelig menneskemængde, der måtte flygte fra gaderne, men endnu værre var de signaler, som Taliban sendte ud:

»I byen har Taliban dækket kvinders ansigter til på diverse plakater, hvilket for mig viser deres voldelige adfærd over for afghanske kvinder. Derfor frygter jeg også for, hvad de kan finde på at gøre.«

Selvom Talibans lunefulde temperament giver en usikker fornemmelse i maven, vidste Asma lige præcis, hvor hun skulle flygte hen.

Nemlig hjem til sin familie, som hun bor sammen med. Mor, far og fire søskende på mellem 20 og 26 år.

Der var i første omgang ingen hjemme, men en efter en vendte familien hjem til huset i Kabul, og alle var heldigvis uskadte. Men glæden blev hurtigt til afmagt.

»For at være helt ærlig er der ikke noget sted, der er sikkert lige nu. Vi ved ikke, hvad der sker om et par timer. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i morgen.«

Fra en telefonforbindelse fra Kabul til København kan Asma fortælle, at familien er rædselsslagne, og de indtil tidligt lørdag aften ikke lavede andet end at følge med på diverse tv-kanaler for at følge situationen i Kabul.

Sent lørdag aften afghansk tid er der ikke noget strøm i dele af Kabul, og fra Asmas hus kan de høre skud i gaderne.

Indtil da har gadernes ellers ligget øde hen. Butikker og bankerne er lukket ned med øjeblikkelig virkning. Og folk har holdt sig indenfor af frygt for deres liv. De ved intet.

»Det er ikke en mulighed for os at flygte fra, hvor vi er. Vi kan ikke gøre andet end at afvente situationen. Jeg kan forstå, at nogle gør, hvad de kan, for at komme væk, men det har vi ikke mulighed for, som tingene ser ud nu,« fortæller Asma.

Indtil da holder Asma og familien vejret.

»Jeg håber på en fredelig fremtid, men jeg er ikke alt for optimistisk omkring det.«