28 unge amerikanere vendt hjem med corona fra Mexico-ferie

Over en tredjedel af de unge turister, der tog fra Texas til Mexico på ferie, er smittet med coronavirus.

Mexicanske færdselsbetjente deler foldere med information om coronasmitten ud til bilister, der krydser grænsen fra USA til Mexico. Kritikere af den mexicanske regerings tilgang siger, at alt for få bliver testet, og at antallet af smittede derfor reelt er langt større, end de officielle tal viser. Jose Luis Gonzalez/Reuters Fold sammen
Læs mere

Mexico City. 28 unge amerikanske turister, der er vendt hjem til Texas efter en ferietur til Mexico, er testet positive for coronavirus.

Det meddeler bystyret i Austin, Texas tirsdag ifølge Reuters.

De 28 var en del af en gruppe på omkring 70 unge amerikanere i 20'erne, der tog på forårsferie i Cabo San Lucas i Mexico.

Ud over de 28 smittede, der nu er i isolation hjemme, holder myndighederne øje med og tester flere andre af de hjemvendte.

»For omkring halvanden uge side tog cirka 70 mennesker i 20'erne med charterfly på forårsferie,« skriver bystyret i en meddelelse.

»På nuværende tidspunkt er 28 unge mennesker testet positive for Covid-19, og snesevis af andre bliver undersøgt af myndighederne.«

Da de unge tog afsted på rejsen, rådede de amerikanske myndigheder i deres rejsevejledninger til at undlade unødvendige rejser til nabolandet mod syd.

»En ferierejse af enhver art regnes ikke som nødvendig,« lyder det fra bystyret.

Mexico har knap 1100 bekræftede smittetilfælde og 28 dødsfald som følge af coronasmitte, viser en opgørelse fra det amerikanske Johns Hopkins University.

Det er kun en brøkdel af de mere end 177.000 bekræftede tilfælde og 3440 dødsfald, der er registreret i USA.

De 28 smittetilfælde blandt amerikanske teenagere er med til at bestyrke en mistanke om, at Mexico kan have et betydeligt mørketal.

Kritikere af den mexicanske regerings tilgang siger, at der kan være mange smittede - men det ved man ikke, fordi relativt få mennesker bliver testet.

/ritzau/