27 år - og manden bag Obamas guld-ord

Han kan ånde lettet op, den 27-årige cheftaleskriver Jon Favreau. Hans svendestykke, præsident Obamas indsættelsestale, skabte en sammenhæng mellem ord, mand og øjeblik.

Præsident Obama holdt i går sit første møde med stabschef Rahm Emanuel i det ovale værelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pete Souza
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At være taleskriver er som at være bugtaler. Alle ved, at talen kommer fra en anden person, men hvis man kan høre det – så ødelægger det magien.

Og det er Jon Favreaus job. Han er 27 år, og for få måneder siden boede han sammen med seks andre i et hus i Chicago, og – som Washington Post har beskrevet det – »han barberede sig ikke, han lavede aldrig mad, og nogle gange spillede han computerspil hele natten.« Alle kaldte ham bare »Favs«. Hvis det lyder som en typisk bøv, så overvej et øjeblik Favreaus nuværende job. Han er cheftaleskriver for præsident Obama, og det var ham, der medforfattede tirsdagens indsættelsestale, og det var ham, der støbte den slags sætninger, der i går prydede bl.a. Berlingske Tidendes forside.

Indsættelsestalen har generelt fået gode karakterer – omkring et 10-tal efter den nye skala. Det var måske ikke Lincoln, men det var heller ikke Nixon, og først og fremmest – og det er det allervigtigste – var det Barack Obama. En taleskriver kan i en time få enhver politiker og statsleder til at lyde som en stor mand, men dagen efter er han nu engang den, han er.

Vi kommer igen
At skabe sammenhæng mellem manden og talen er Favreaus styrke, og han viste det for alvor i et øjeblik mærket af nederlag. For et år siden tabte Obama overraskende primærvalget i New Hampshire til Hillary Clinton, og Favreau havde kun få timer til at gøre en sejrs­tale til en vi-kommer-igen-tale, og han skrev de ord, der gjorde Obamas kampagne til, hvad den blev. »Når vi har stået over for umulige opgaver, når vi har fået at vide, at vi ikke er klar, eller vi ikke skal forsøge, eller vi ikke kan, så har generationer af amerikanerne svaret med et simpelt motto, der opsummerer selve sjælen i et folk: Jo, vi kan.«

»Jo, vi kan« blev til en græsrodsbevægelse, blev til en folkebevægelse, blev til en præsident, og det er et skoleeksempel på magten i ord, hvis ordene og manden i øvrigt matcher hinanden.

Derfor er Jon Favreau også den perfekte taleskriver for Barack Obama. Obama kan selv, han ved, hvad han vil, og han ved, hvad han vil sige, og som hans talsmand sagde til Favreau, da sidstnævnte i sin tid søgte jobbet som talerskriver: »Hvis døgnet havde 48 timer, så behøvede vi slet ikke en taleskriver ...«

Favreau var dengang 23 år og en desillusioneret arbejdsløs efter et job som taleskriver for præsidentkandidat John Kerry. Han havde ingen penge, og han var – mente han – færdig med politik. Men Obamas konventtale i 2004 havde givet ham et gran af nysgerrighed, og han mødte op til en ansættelsessamtale.

Det skal nok fungere
I en halv time sad de to mænd i Kongressens cafeteria og talte om familie og basketball, og til sidst spurgte Obama ham: »Hvad er din teori om taleskriveri?« Favreau havde ingen teori, indrømmede han senere over for Washington Post, han havde bare skrevet taler uden en dybere filosofi om hvordan og hvorfor han gjorde det, men han tog en chance og sagde: »En tale kan gøre kredsen af mennesker, der kerer sig om politik, større. Det handler om, hvordan du siger til den gennemsnitlige skuffede og kyniske amerikaner: Jeg kan høre dig. Jeg er her. Selv om politik tidligere – og med god grund – har efterladt dig skuffet og kynisk, så kan vi sammen gøre noget ved det. Bare giv mig en chance.«

Obama tænkte sig om et par sekunder: »Det skal nok fungere, det her,« sagde han, og siden har Favreau været manden bag manden, i rutefart mellem sin umøblerede to-værelses lejlighed, sit vinduesløse kontor og den nærmeste Starbucks, ofte 16 timer i træk og holdt oppe af kaffe og Red Bull, altid med Obamas selvbiografi i lommen og Obamas stemme i baghovedet. Og hans svendestykke – indsættelsestalen – har efter reaktionerne at dømme efterladt amerikanerne og verden med det samme indtryk, som Obama dengang havde af Favreau. »Det skal nok fungere, det her.« En større kompliment kan en taleskriver ikke få.