26.11.07 | Iransk kæmpegorilla definerer Mellemøst-fredsmøde

Selv om konferencen er kommet godt fra start, er der stadig vældig langt til en reel fred, og myriader af forhindringer vil nu krystallisere sig. Fra Irans, Hizbollahs og Hamas’ indædte benspænd til de uomtvistelige såkaldte fakta på jorden.

Mellemøst-konferencen i Annapolis er det hidtil klareste symbol på en ny æra; en ny verdensorden i Mellemøsten.

I denne uge blev den nye opdeling mellem vestligt orienterede arabiske stater på den ene side og det shiamuslimske Iran og dets allierede satellitter på den anden side endnu mere tydelig.

Den virkelige årsag til at det lykkedes konferencens amerikanske værter at få magtfulde Saudi-Arabien og dæmoniserede Syrien ombord i fredsforhandlinger er, at de i dag ganske enkelt frygter Iran mere end Israel. Som en israelsk journalist formulerer det: »De arabiske lande kom ikke til konferencen, fordi de elsker os – men fordi de hader Iran mere«.

En anden udtrykte det således: »De har indset, at problemerne i Mellemøsten starter med ’I’ – men slutter med ’n’«.

At inddæmme Iran og dets voksende regionale indflydelse var den ambitiøse udfordring for alle de deltagende nationer i Annapolis, undtagen Syrien, der nægtede at lægge afstand til sin allierede Iran.

At mindske Irans magt er en mindst lige så vigtig motivation for parterne som at skabe fred i Mellemøsten. Som en tidligere amerikansk fredsforhandler Aaron David Miller formulerer det, var Iran en »5.000 pund elefant i Naval Academy i Annapolis – selv om den ikke var til stede«. Iran skinner igennem overalt i parternes kalkulationer og bevæggrunde. Sammen med islamiske Hamas, der allerede har undsagt sig enhver aftale og kan ødelægge forhandlingerne på et splitsekund.

Som Aaron David Miller formulerer det: »Magtbalancen er i ikke i fredsmæglernes favør, men i problemmagernes«.

IRAN OG DEN PERSISKE ekstremisme løb som en rød tråd gennem talerne i Annapolis. Præsident Bush talte om, at konferencens timing er »gunstig, fordi en kamp er på vej om fremtiden i Mellemøsten, og vi må ikke lade ekstremisterne sejre«.

Den saudiarabiske udenrigsminister, Saud al-Faisal, var lige så koncis: »Stagnation i Mellemøsten har øget ekstremistiske ideologiers fascination. Følelser af desperation og frustration har nået et faretruende højt niveau.«

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, sagde, at »fraværet af håb og overvældende desperation vil udklække ekstremisme«. Og den israelske premierminister, Ehud Olmert, fortsatte ad samme tankerække, da han udlagde en generøs og unik empati for de palæstinensiske ofre for konflikten i flygtningelejre overalt i Mellemøsten; flygtningene lever i »fattigdom, mishandling, fremmedgørelse, bitterhed og en dyb, uafværgelig fornemmelse af at blive svigtet«.

I en tale, der helt sikkert vil gøre nationalistiske og religiøse allierede rasende, sagde Olmert oven i købet, at »smerte og mangel er en af de dybeste fundatser, der har formet hadets etos mod os«.

I mange israelske analytikeres udlægning viste den israelske leder med denne tale mere forståelse – om end ikke retfærdiggørelse – for den palæstinensiske argumentation for, hvordan terror opstår end nogen israelsk leder nogensinde har gjort.

DEN NYE TID, som ekstremismens udbredelse og frygten for den definerer, blev indvarslet af Irak-krigen og Vestens angreb på Afghanistan.

Konflikter, som havde den utilsigtede effekt, at de styrkede shiamuslimske Iran – på bekostning af vestligt allierede sunnimuslimske stater som Saudi-Arabien, Egypten og Jordan.

Siden da har den anden Libanon-krig, som Israel i de flestes optik tabte til den shiamuslimske iransk støttede milits Hizbollah, understreget den nye fred.

Budskabet krystalliserede sig endnu klarere, da Hizbollah først vandt valget i de palæstinensiske områder i februar 2006, senere overtog magten i Gaza og i juni i år massakrerede sikkerhedsstyrker fra den pro-vestlige Fatah-fraktion.

SELV OM KONFERENCEN kom godt fra start, er der stadig vældig langt til en reel fred, og myriader af forhindringer vil nu krystallisere sig. Fra Irans, Hizbollahs og Hamas’ indædte benspænd til de uomtvistelige såkaldte fakta på jorden.

Israel har fordoblet antallet af bosættere på Vestbredden siden midt-90erne til nu godt 450.000 bosættere, som det vil være vanskeligt at flytte eller begrænse i overensstemmelse med den såkaldte Køreplan for Fred. Selv om Olmert i sin tale medgav, at Israel bør indstille sig på at trække sig tilbage fra det meste af det land, de erobrede i 1967.

Den palæstinensiske præsident Abbas har kun reelt magt over Vestbredden – ikke over Gaza, hvorfra Hamas’ magtsfære truer med at brede sig. Og han har vanskeligt ved at sætte en stopper for terror og skabe den fornødne sikkerhed, hvilket helt legitimt bekymrer Israel.

Dertil kommer, at den amerikanske præsident Bush hidtil ikke just har brilleret med sin mellemøstlige flair, og det er endnu diffust, hvad det dækker over, at amerikanerne nu forpligter sig til at overvåge processen.

Men alle veje starter som bekendt med et eneste skridt, og måske var dette det første på vejen til fred.

Som den saudiarabiske udenrigsminister, Saud al-Faisal, formulerede det i går, efter han skred ud fra Naval Academy’s majestætiske hal: »Det er en god start, hvis det kan lede til en slutning.«