250.000 demonstranter kræver Tjekkiets premierministers afgang

Prag lagde søndag gader til de største folkelige demonstrationer siden Fløjlsrevolutionen.

epaselect CZECH REPUBLIC GOVERNMENT PROTEST
Tusindvis af demonstranter samledes søndag for at protestere imod den tjekkiske premierminister Andrej Babis. Det er en af de største demonstrationer mod en regering siden kommunismens fald i 1989 under Fløjsrevolutionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: FILIP SINGER

Adskillige tusinde tjekker deltog søndag i en stor demonstration i Prag, hvor de krævede premierminister Andrej Babis' afgang.

Protesterne betegnes af Reuters som de største demonstrationer i Tjekkiet siden Fløjlsrevolutionen i 1989.

Demonstrationerne i Letna Park var kulminationen på en række protester mod Andrej Babis over de seneste uger.

Premierministeren undersøges i øjeblikket for svindel og magtmisbrug.

Arrangørerne af søndagens demonstration hævder, at op mod 250.000 tjekker deltog i protesterne. Tallet er dog ikke bekræftet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nogle demonstranter bar bannere med påskriften »Træd tilbage, vi har fået nok«.

Andre havde medbragt børn og familie til protesten, der forløb uden voldsepisoder.

Milliardæren Andrej Babis, der er tidligere forretningsmand, er blandt andet beskyldt for at have misbrugt EU-midler til at bygge et hotel og et konferencecenter uden for Prag for ti år siden.

Han nægter sig dog skyldig i alle anklager.

Efter at den tjekkiske anklagemyndighed i april opfordrede til at rejse tiltale mod premierministeren, udpegede Babis en ny justitsminister.

Det udløste udbredte protester, da mange tjekker mistænkte Babis for forsøg på at kvæle undersøgelserne imod ham.

Også disse beskyldninger benægter premierministeren.

/ritzau/Reuters