24:12:2004: Araberne siger langsomt ja til demokrati

Den største hindring for demokratiske reformer i den arabiske verden er konflikten mellem israelere og palæstinensere. Kulturforskelle og politiske privilegier er bremseklodser, men en reformproces er i gang.

24:12:2004: Araberne siger langsomt ja til demokrati - 1
Vi vil lære at læse og skrive, så vi kan stemme på den rigtige, forklarer kvinderne, der først som voksne har fået en mulighed for skolegang. Kvinderne er fra landsbyen Al-Yahary i Yemen, hvor kvindernes rettigheder set med vestlige øjne er stærkt begrænsede. Men kvinderne har som led i Yemens demokratiske eksperiment fået stemmeret og kan stille op som kandidater. Foto: Ole Damkjær Fold sammen
Læs mere

For mange mennesker i den arabiske verden har begrebet demokratisering nærmest været et fy-ord. Begrebet »reform« går bedre, selv om indholdet dybest set er det samme.

Men hvordan kan det være, at arabere synes at være modstander af frihed til at vælge deres egne ledere og frihed til at sige, hvad de vil? Pointen er, at det er de heller ikke. Men der er både kulturelle og politiske grunde til, at man ser på begrebet demokrati med udbredt skepsis i den arabiske region. Dels er mange lande præget af stamme- og klansamfund. Loyaliteten over for familien vil altid være større end loyaliteten over for et politisk parti med en bestemt dagsorden. Her er det tillige en integreret del af kulturen, at de væsentligste dyder er begreberne ære og retfærdighed og ikke begrebet frihed.

Dels har stort set alle arabiske lande siden kolonitiden været styret af korrupte autokratriske eneherskere, der ikke har eller har haft nogen interesse i at afgive privilegier. De fleste og mest indflydelsesrige af disse herskere anses tilmed for at være blandt de vægtigste allierede for Vesten og har derfor nydt amerikanske støtte, både politisk og økonomisk. Det gælder f.eks. lande som Saudi-Arabien og Egypten.

Netop denne vestlige støtte har i årevis fået menneskeretsgrupper til at anklage især USA for dobbeltmoral ved på den ene side at ønske demokrati, men på den anden side undladt at stille krav til de eneherskere, de politisk samarbejder med.

Skepsis mod amerikanerne
Der er i de arabiske samfund en historisk indgroet modstand mod enhver form for indblanding udefra i deres egen hverdag. En modstand, der giver sig udslag i en udpræget skepsis mod alt amerikansk. I mange arabiske hoveder er demokratisering blevet lig med amerikanisering. Og lig med modstand mod islam.

Man ser for sig »Uncle Sam's« pegefinger diktere en udsvævende vestlig kultur uden respekt for religiøse værdier og politiske forskelligheder. Frygten for den udvikling er blevet formuleret af den indflydelsesrige Sheikh Yusuf al Qaradawi, der jævnligt optræder på et af de mest sete debatprogrammer på TV-stationen Al Jazeera:

»De vil have os til at omfavne en kultur, der ikke er vores, så man får en muslimsk mand, der iklæder sig en traditionel dragt, men nedenunder hans klædedragt er han ikke længere arabisk,« mener al-Qaradawi, der regnes for at høre til den mest traditionelle fløj af muslimske lærde. Han støtter f.eks. den voldelige opstand i Irak.

Andre, mere sekulære arabiske intellektuelle, har indledt en selvransagende debat i regionen om islams værdier i kølvandet på den islamiske terror, dels i Irak og ikke mindst efter gidseltagningen på skolen i Beslan i Nordossetien.

Imidlertid er det ikke islam i sig selv, der bremser en demokratisk udvikling i den arabiske verden. Analytikere peger således på, at de fleste af de lande med de største islamiske befolkningsgrupper er liberalt tænkende, demokratiske og modstandere af den radikale jihad-terror. Det gælder f.eks. lande som Indonesien (240 mio. muslimer), Indien (121 mio.), Bangladesh (114 mio.) og Tyrkiet (70 mio.).

Behov for reformer
Den egyptiske professor Hassan Abu Taleb har analyseret spørgsmålet om demokrati og reformer i Arab Strategi Report. Han siger, at de arabiske regeringer hidtil har baseret deres afvisninger af internationalt pres for demokrati på principper som suverænitet og lokale religiøse og sociale følelser. Hassan Abu Taleb konkluderer, at der er et faktuelt - og ikke hypotetisk - behov for reformer og sammenfatter de arabiske regeringers argumenter på denne måde:

»Arabiske samfund er i gang med deres egne reformprojekter, og en ensidig model for politisk reform kan ikke påtvinges alle arabiske stater med ét slag. Dertil kommer den fortløbende arabisk-israelske konflikt og den forværrede situation i Irak, der tilsammen står i vejen for en omfattende og hurtig politisk reform.«

En af de aller største forhindringer for en demokratisk udvikling er den israelske besættelse af Palæstina. Samt USA for sin ensidige støtte til Israel. En succesfuld fredsproces mellem israelere og palæstinensere vil således give demokratiseringskræfterne i den arabiske verden et uvurderligt løft.

Palæstina-spørgsmålet var da også i fokus, da 20 arabiske lande mødtes med G8-landene i Marokko i forrige uge for netop at drøfte demokratisering i Mellemøsten.

»Hvordan kan dette partnerskab mellem Mellemøsten og Vesten opnås uden at løse det palæstinensiske problem,« spurgte generalsekretæren for Den arabiske Liga, Amr Mussa på mødet. Og han konstaterede, at »det fortsatte blodbad i Irak gør det vanskeligt for os at bevæge os fremad«.

Amr Moussa har tidligere gjort sig til talsmand for demokratiske reformer, men i et langsommere tempo end Vesten kunne ønske. Og han har gjort det klart, at indholdet af disse reformer er identisk med det, der i Vesten betegnes demokrati.

»Vi vil naturligvis ikke opfinde hjulet en gang til. Elementerne i reformer og modernisering er velkendte og er gennemført over hele verden: politisk pluralisme, markedsøkonomi og privatisering og kvindefrigørelse. Men det er helt naturligt, at forskellige lande har forskellige versioner af de reformer, der er nødvendige,« sagde Amr. Moussa for nylig til Al Jazeera.