22 dræbt nær somalisk præsidentpalads

Mogadishu. Antallet af dræbte ved et bilbombeangreb uden for præsidentpaladset i Somalias hovedstad, Mogadishu, tirsdag er steget til mindst 22. Det oplyste politiet onsdag.

Militante fra den islamistiske bevægelse al-Shabaab har taget skylden for angrebet. To hoteller tæt på paladset blev beskadiget af bombeeksplosionen.

Det ene af hotellerne, som besøges af mange embedsmænd, var det formodede mål for anslaget.

Al-Shabaab har de seneste år begået hyppige angreb, som har til formål at destabilisere Somalia og vælte regeringen.

I 2012 blev gruppen officielt en del af terrorbevægelsen al-Qaeda.

/ritzau/Reuters