22 dræbt da bro kollapsede

En 328 meter lang bro i Kina styrtede mandag sammen midt i myldretiden. Se billederne fra ulykken.

Dødstallet er nået op på 22 efter en bro styrtede sammen i det centrale Kina. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere

22 mennesker er ind til videre meldt dræbt og 46 savnet efter en voldsom broulykke i Huan-provinsen i det centrale Kina, oplyser det kinesiske nyhedbureau Xinhau ifølge Reuters.

Ulykken fandt sted mandag kl.16.40 lokal tid, mens over 100 bygningsarbejdere var i gang med at færdiggøre den 328 meter lange og 42 meter høje bro.

Broen, der blev bygget som en turistattraktion over Tuo-floden, kollapsede, da en gruppe arbejdere ville fjerne stilladset fra broens facade.

Ifølge Reuters hører ulykker til hverdagen på kinesiske byggepladser, hvor tvivlsomme materialer og mangelfulde sikkerhedsprocedurer gør livet farligt for de ufaglærte gæstearbejdere.

Ifølge en årsrapport fra det kinesiske informationsministerium, er 6300 af landets broer kategoriserede som farlige pga. af skader på konstruktionen.