2025 blev det mest dødelige år for civile i Ukraine siden Ruslands invasion i 2022.
Det oplyser FN's overvågningsmission for menneskerettigheder i Ukraine (HRMMU) i sin nyeste opdatering udsendt mandag om skader på civile.
Det samlede antal civile tab i Ukraine var mindst 2514 dræbte sidste år.
- Vores overvågning viser, at stigningen ikke udelukkende var drevet af intensiverede fjendtligheder langs frontlinjen, men også af den øgede brug af langtrækkende våben, som udsatte civile i hele landet for øget risiko, siger Danielle Bell, der er leder af HRMMU.
FN har bekræftet næsten 15.000 civile dødsfald siden invasionen. Men det faktiske omfang er formentlig betydeligt højere, anslår organisationen.
HRMMU tilføjer i sin rapport, at der ikke findes noget pålideligt tal for det samlede antal civile, der er blevet dræbt i Ukraine efter Ruslands invasion for snart fire år siden.
Ifølge FN's overvågningsmission for menneskerettigheder i Ukraine er det især landets borgere over 60 år, som har været ramt af de intensiverede fjendtligheder.
De ældre udgør en stor andel af dem, der er blevet tilbage i byer ved frontlinjen.
Ruslands øgede brug af kortdistancedroner har gjort mange områder nær frontlinjen ubeboelige. Nogle steder er det for farligt at yde akut førstehjælp eller at evakuere civile, konstaterer Danielle Bell.
Ifølge rapporten fra HRMMU har russiske myndigheder rapporteret, at angreb fra ukrainske væbnede styrker sidste år kostede 253 civile livet i Rusland.
Det har ifølge FN ikke været muligt at verificere tallene på grund af manglende adgang til Rusland og begrænset offentlig tilgængelig information.
USA's præsident, Donald Trump, har igennem længere tid forsøgt at mægle mellem landene. Foreløbig er der ikke kommet en fredsaftale eller våbenhvile.
/ritzau/
