2008 – hvilken vej vælger USA

Et kig i krystalkuglen er ikke opløftende her ved årsskiftet. Verdensøkonomien ser mere skrøbelig ud end længe, der er truende konflikter i horisonten, og årets helt store spørgsmål er, hvem der rykker ind i Det Hvide Hus.

Det er ikke sjovt at være husejer i USA i disse dage. Og morskaben er også til at overse for den internationale økonomi i 2008, hvis kreditkrisen breder sig yderligere.

For de millioner af amerikanere, hvis kreditværdighed er så ringe, at de ikke har kunnet optage lån til køb af deres huse på normale vilkår, lurer katastrofen med tvangsauktioner. Krisen har bredt sig som ringe i vandet, fordi lånene er videresolgt til investorer, banker og finansieringsinstitutter. Så det er ikke alene de amerikanske boligejere, der har et problem. Virksomheder over alt i verden har måttet tage nogle enorme tab. Krisen kradser internationalt, fordi gælden er vandret igennem uoverskuelige investeringsbeviser fra den ene investor til den næste.

Det finansielle marked handler i lige så høj grad som storpolitik om tillid. Tillid til at aftaler overholdes, og at de mennesker, man handler med, kan indfri løfterne. Det er denne tillid, der i øjeblikket er væk i det finansielle system. Det kan komme til at betyde, at krisen i 2008 breder sig og påvirker den internationale økonomi i langt større omfang end hidtil antaget. Også fordi den amerikanske økonomi generelt ikke har det godt.

Pres på ny præsident
2008 bliver på mange måder et anderledes år end 2007, hvis man kigger på det, vi ved sker.

Det amerikanske præsidentvalg i november 2008 bliver den begivenhed, som hele verden vil følge i spænding. Uanset om det bliver en republikaner eller en demokrat, så vil arven efter Bush trække lange skygger ind over præsidentembedet i de kommende år. Krigen i Irak, krigen mod terror i Afghanistan og den svage amerikanske økonomi bliver blot nogle af de udfordringer, den nye præsident kommer til at arbejde med.

Den nye præsident er nødt til at genopbygge tilliden til USA på en lang række områder. Tilliden til økonomien er væsentlig. Det bliver afgørende, at den nye præsident handler hurtigt. For det amerikanske underskud over for udlandet er gigantisk, og de stigende oliepriser og stigende priser på råvarer skaber et indenrigspolitisk pres på inflation og lønninger.

Dette sammenholdt med udgifterne, som USA skal betale for at holde det militære apparat på benene i Irak, Afghanistan og en række andre lande, viser noget om de problemer, den nye præsident står over for. Dollarens fald gør heller ikke situationen bedre. Og oveni alt dette skal man ikke glemme, at der ganske vist er præsidentvalg i 2008, men Bush sidder i Det Hvide Hus hele 2008 og i de første 20 dage af 2009, før en ny præsident med stab indfinder sig på 1600 Pennsylvania Avenue.

Og det år kan gå hen og blive et mareridt for amerikanerne og for resten af verden, fordi USA i den periode vil være handlingslammet på den indenrigspolitiske front.

Tilnærmelser til Europa
På den udenrigspolitiske front er der også store udfordringer. Bush forsøger godt hjulpet af sin udenrigsminister, Condoleezza Rice, at forbedre forholdet til de europæiske allierede i et forsøg på at få dem til i højere grad at engagere sig i de militære operationer først og fremmest i Afghanistan.

Rice er godt hjulpet på vej af Frankrigs nye præsident, Nicolas Sarkozy, som er ved at føre fransk udenrigspolitik ind på en mere USA-venlig kurs, end det har været tilfældet i næsten et halvt århundrede. De fleste regner med, at Rice vil fortsætte sin diplomatiske mission i Europa i det kommende år med stigende intensitet.

Tilbagetog fra Irak
USAs hovedproblem ligger imidlertid stadig i Mellemøsten. Radikaliseringen her og i Pakistan er blevet væsentligt forværret de seneste ti år. Uden hjælp fra europæerne bliver det vanskeligt for USA at fortsætte krigen mod terror.

Mellemøstens anti-amerikanske og anti-vestlige holdning opstod ikke under Bush regeringen, men har eksisteret siden 1980erne. Men holdningen til Vesten er ikke blevet mindre markant under Bush-regeringen på grund af krigen i Irak. Det bliver derfor den nye amerikanske præsidents vigtigste opgave at sikre et tilbagetog fra Irak, der ikke efterlader irakerne i et kaos og resten af verden med et problem, der for alvor kan give bagslag i form af kaos, anarki og økonomisk morads.

Kina og Rusland på vej
USA er på mange fronter klemt. Kina står som værtsland for OL i 2008 og er mere end nogensinde en selvsikker stormagt på den internationale scene både i Asien, Mellemøsten og i Afrika. Kineserne er ikke specielt vellidte nogen af stederne, men deres effektivitet og deres målrettethed i forhold til en række af de lande, som USA viger tilbage for kontakt med, giver kineserne et internationalt forspring. OL bliver deres udstillingsvindue til verden, og hvis det går godt, så får Kina også en reklameværdi, som er ubetalelig.

Det samme kan siges om Rusland, som også i 2008 får en ny præsident, når Vladimir Putins periode udløber i marts. Det kommer ikke til at betyde så meget, for Putin bliver formentlig blot ny premierminister og vil derfor fortsat kunne regere Rusland blot fra en anden position end hidtil. Den kommende præsident vil formentlig få en ceremoniel rolle, og magten vil derfor komme til at ligge i parlamentet og dermed hos Putin – igen.

Også her har USA og Europa et kæmpe problem. Putin har sine egne stormagtsdrømme. Den russiske præsident bliver mødt med åbne arme i Teheran, og andre steder i Mellemøsten er Putin mere populær end nogen vestlige leder. Rusland spiller rollen som stormagt der, hvor amerikanerne kun kan spille med musklerne. Og det giver bonus i et Mellemøsten, der enten af angst for egne radikale elementer eller af foragt for vestlig kultur ønsker et alternativ til USA og Europa.

Iran-problem spidser til
USAs største problem i 2008 bliver dog hverken Irak eller Afghanistan. Det er Iran og Pakistan.

Forholdet til Iran har været dårligt, siden ayatollah Khomeini vendte tilbage til Teheran i 1979. Iran har sine egne stormagtsdrømme og anses af USA for at være verdens farligste land, der stræber efter atomvåben.

Frygten er, at Bush kunne finde på at iværksætte en militær aktion mod Iran i hans sidste år ved magten. Men de fleste håber, at der kan ske et diplomatisk tøbrud i 2008, selv om det ikke virker sandsynligt.

Hvis ikke USA og Iran når til en form for forståelse, bliver det svært for USA at manøvrere i Irak. Iran spiller en væsentlig rolle i området, og iagttagere vil ikke udelukke, at 2008 kan blive året, hvor Iran når så langt i udviklingen af a-våben, at der i realiteten ikke er nogen vej tilbage.

Hvis det sker, så har USA kun to muligheder – enten at indlede en militær operation mod landet, eller skabe en tålelig fred med præstestyret.

Ikke noget ønskescenario for USA i et valgår, hvor spørgsmålet om Pakistan her i de sidste måned af 2007 oven i købet er blevet mere end varmt. Kan Pakistans præsident Pervez Musharraf skabe en national forsoning i landet efter mordet på oppositionslederen Benazir Bhutto, eller vil situationen i atommagten Pakistan komme helt ud af kontrol. 2008 bliver året, hvor verden håber på handling og løsninger. Desværre midt i et amerikansk valgår.