I nat løber NFL for over skærmen for 58. gang.
Søndagens mesterskabskamp mellem San Francisco 49ers og Kansas City Chiefs betyder rigtig meget, for rigtig mange mennesker.
Nedenfor er der samlet en række tal på ting, som du måske ikke i forvejen vidste om amerikanernes favoritsport.
Rekorddyre billetter
Finans har samlet en række fakta om dette års Super Bowl. Blandt andet har de lavet beregninger over de rekorddyre billetpriser.
Ifølge Business Insider betaler tilskuerne til den 58. Super Bowl finale i gennemsnit 11.000 dollar for en billet – hvilket i danske kroner svarer til omkring 76.000 kroner.
For det beløb kan du købe godt og vel 90 Novo Nordisk-aktier.
Eller spise på Søllerød Kro og få deres signaturmenu med 9 retter og dertilhørende vinmenu knap 18 gange.
Super Bowl vil blive afholdt på Allegiant Stadium, hvor 65.000 tilskuere kan se med på tribunen – forventningen er, at billetterne vil blive fuldkommen udsolgt, skriver RadioTimes.
Finans har udregnet, at de samlede billetindtægter i så fald vil løbe op i 5,4 milliarder kroner.
For det beløb kunne Torben Østergaard-Nielsen betale Nordic Waste-regningen hele to gange – eller som Finans skriver – dække Danmarks militærstøtte til Ukraine i 2023.
Indtil 2020 var rekorden for billetter til Super Bowl på 6.370 dollar, som svarer til i omegnen af 44.000 danske kroner.
Næsten 68 millioner vil oddse på kampen
Næsten hver fjerde amerikanske voksen vil spille med på søndagens Super Bowl-finale.
Det viser tal ifølge nyhedsmediet AP.
Det er et samlet antal på næsten 68 millioner voksne mennesker, der vil spille på, hvilket resultat de forventer af kampen.
Den forventede mængde spillende er omkring 35 procent højere end ved Super Bowl 2023.
Tallene blev offentliggjort tirsdag af American Gaming Association og inkluderer både væddemål placeret med lovlige og ulovlige forretninger.
Ifølge AP forventes det, at der sammenlagt vil blive spillet for 23 milliarder dollar.
Trafikken står stille – og superstjerner er stimlet til
Det er delstaten Nevada – Las Vegas – der vil danne rammen om Super Bowl i nat.
Her er der skabt ganske store udfordringer for trafikken, som næsten har stået stille på grund af den store tilstrømning af fans fra hele landet til nattens Super Bowl-finale.
Men det er ikke udelukkende sporten, der er i fokus i Las Vegas.
Spillebyen over dem alle har også fået besøg af den amerikanske rapper Lil Wayne, der i fredags optrådte ved en Super Bowl-fest, hvor den tidligere basketspiller Shaquille O'Neal, var vært.
Her stod basketlegenden også bag DJ-pulten, inden den verdenskendte DJ Diplo tog over, skriver Reuters.
Og så vil sangeren Post Malone optræde med den patriotiske sang »America the Beautiful«, når Super Bowl løber af stablen i nat.
Kulminationen på NFL-sæsonen 2023-2024 vil blive sendt 00.30 dansk tid og vare ved til tidlig morgen.