20-årig mand anholdt for at skyde betjente i Ferguson

Foto: Michael B. Thomas

Politiet i den amerikanske stat Missouri har søndag anholdt en 20-årig mand, som politiet mener, har affyret skud under demonstrationer i Ferguson tidligere på ugen, hvor to betjente blev ramt.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den mistænkte har ifølge anklageren i sagen, Robert McCulloch, indrømmet, at han affyrede skud under protesterne, men at »det ikke var sikker, han havde sigtet mod politiet«, skriver Reuters.

Anholdelsen fandt ifølge Reuters sted efter en massiv menneskejagt, hvor tips fra offentligheden og videoovervågninger bragte politiet på sporet af den eftersøgte.

Den mistænkte brugte angiveligt en 40-kaliber pistol og skød fra en bil under demonstrationerne, hvor betjentene blev ramt, siger anklageren ifølge Reuters.

De to sårede betjente blev ramt af skuf i hånd og hoved og er begge uden for livsfare.

Tidligere på ugen informerede politichefen for St. Louis, Jon Belmar, ifølge Reuters, at betjentene, der er henholdsvis 41 og 32 år, snart vil vende tilbage i tjeneste igen.

Ferguson har været præget af raceuroligheder siden efteråret 2014, da den ubevæbnede 18-årige Michael Brown blev skudt og dræbt af politiet, hvorefter en storjury besluttede ikke at rejse tiltale mod den betjent, der skød ham. Det udløste store demonstrationer og massive protester.

 

BNB