Den 11. september 2001 ændrede verden sig for altid. Klokken 8.46 lokal tid rammer et passagerfly det nordlige af de to tvillingetårne, som tilsammen udgør den mest markante del af World Trade Center i New York. Knap tyve minutter senere bliver det sydlige tårn ramt, og det står nu klart, at der er tale om et koordineret angreb. Hvad der fulgte, skulle vise sig at blive nogle af de mest skelsættende timer og døgn i verdenshistorien. Herunder kan du se billederne fra den rædselsvækkende dag for tyve år siden.

Manhattans skyline om morgenen 11. september, inden flyene rammer. New Yorkerne stod op til en smuk og solrig dag. Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, hvad dagen ville bringe.

Tidligt om morgenen bliver flere fly i amerikansk luftrum kapret af al-Qaeda, en militant terrororganisation ledet af saudiaraberen Osama bin Laden. Efter flykapringen bliver to af flyene omdirigeret mod Manhattan og direkte mod World Trade Center. På billedet ses øjeblikket, hvor det andet fly styrer direkte mod det sydlige tårn. Der findes ikke stillbilleder af det øjeblik, hvor det første fly rammer.

Med 950 km/t rammer Flight 175 det sydlige tårn. 65 mennesker ombord og hundredvis af mennesker i bygningen dør på stedet. Da flyet rammer, er der ingen tvivl om, at der er tale om en bevidst handling. USA er under angreb.

Billedcollagen viser sekunderne, hvor det sydlige tårn bliver ramt.

Den daværende præsident, George W. Bush, bliver informeret om, at fly nummer to har ramt World Trade Center. Bush trådte ind i et klasselokale på Emma E. Booker Elementary School i byen Sarasota i Florida i det samme minut, som flyet ramte tårnet. Bush bliver siddende i cirka ti minutter vel vidende, at USA er under angreb.

Fodgængere står i Brooklyn og kigger på de to tårne, som ryger kraftigt. Det amerikanske luftrum lukker hurtigt ned, da man finder ud af, at flere fly er blevet kapret. Et af disse fly rammer efterfølgende Pentagon, USAs forsvarsministeriums administrationsbygning i staten Virginia.

Folk kigger desperat ud af vinduerne fra det nordlige tårn. Da hovedtrapperne er styrtet sammen, er der ingen mulighed for at slippe ud af bygningen. Kort efter dette billede blev taget, styrtede tårnet sammen.

På gadeplan kigger folk forfærdet til, mens tårnene brænder og ryger kraftigt.

Klokken 9.41 bliver det ikoniske billede »The Falling Man« taget. Det er aldrig blevet opklaret, hvem personen på billedet er. Det menes, at op imod 200 personer faldt eller hoppede ud fra tårnene. Enten fordi de blev presset ud af flammerne eller i forsøget på at komme i sikkerhed på en anden etage.

Endnu en person styrter i døden.

Klokken 9.59 styrter det sydlige tårn sammen. Der er på daværende tidspunkt gået 56 minutter, siden Flight 175 ramte tårnet.

Støv og murbrokker fylder luften, og 110 etager styrter sammen. Undersøgelser har senere vist, at gulvspærrene i bygningen ikke var bygget til at kunne modstå den ekstreme varme, som udviklede sig inderst i tårnet. De bukkede herefter under, og den øverste del af bygningen kollapsede ned over resten.

Klokken 10.28 styrter det andet tårn sammen. På den anden side af Hudson-floden ser folk måbende til, mens Manhattan bliver indhyllet i røg og støv. Forskning har senere vist, at støvet fra de to tårne, som blandt andet indeholdt asbest, har forårsaget forskellige former for lungesygdomme hos folk i området og hos mange redningsfolk, ligesom en del mennesker har fået ptsd som følge af de traumatiske oplevelser.

Da det første tårn styrtede sammen, blev hele området dækket af røg og støv, og mange var af den opfattelse, at tårnet blot var blevet ramt igen, eller at en eksplosion havde fundet sted i tårnet. Da vinden blæste røgen væk, stod det dog klart, at tårnet ikke stod længere. Inden for en halv time var begge tårne styret sammen, og hvad, der engang var verdens højeste bygningskompleks, var nu jævnet med jorden.

Da tårnene kollapser, må folk flygte for at undgå at blive fanget i støvskyen.

Folk bliver hjulpet væk fra området, hvor de to tårne faldt. Hospitalerne i New York begyndte at modtage ekstraordinært mange tilskadekomne, mange af dem med brandsår og skader efter faldende murbrokker. Det første registrerede offer var en katolsk præst, som blev ramt i hovedet af murbrokker neden for det nordlige tårn.

En mand dækket i støv står på gaden nær de to tårne. Tusinder af mennesker blev indhyllet i støv og røg, da tårnene faldt.

En politimand dækket i støv hiver efter vejret i en butik tæt på World Trade Center. Folk måtte søge tilflugt i butikkerne for at undgå at blive fanget i støvskyen.

En brandmand fjerner støv og sod fra sit ansigt i et øjebliks pause fra redningsarbejdet. 340 brandfolk mistede livet i forsøget på at redde civile vel vidende, at de satte deres eget liv på spil. Adskillige brandfolk kæmpede sig op i de to tårne for at redde personer fanget højt oppe i bygningerne.

Præsten for New Yorks brandvæsen, Mychal Judge, bliver båret væk efter at være blevet ramt af faldende murbrokker, imens han bad for en døende mand. Mychal Judge døde af de kvæstelser, han pådrog sig.

Manhattan lignede en slagmark, da de to tårne var styrtet sammen. Al-Qaeda ramte USA på nogle af landets mest markante symboler på militær og finansiel magt.

New York blev omdannet til en krigszone, og brandfolk ledte desperat efter overlevende i murbrokkerne. Cirka 1.600 døde blev identificeret umiddelbart efter angrebet, mens mere end 10.000 ligdele ikke kunne kobles sammen med nogen på listen over døde. Så sent som i 2006 blev knoglerester fundet på Manhattan, og i 2019 blev der stadig identificeret ofre. Mere end 1.100 mennesker er stadig ikke identificeret.

Brandfolk sørger over deres afdøde kolleger, som mistede livet i forsøget på at få folk ud af tårnene i god behold.

En mand står midt i kaosset og kalder på overlevende.

Det var ikke kun New York, som blev ramt i det koordinerede angreb. I alt fire fly blev kapret. To af dem ramte World Trade Center, et tredje ramte Pentagon-bygningen i Washington, og et fjerde styrtede ned på en mark i staten Pennsylvania. Terroristernes plan var, at det fjerde fly skulle ramme Det Hvide Hus eller Capitol i Washington D.C. Som følge af passagerernes forsøg på at tilbageerobre kontrollen med flyet, valgte terroristerne bevidst at styrte flyet. 213 passagerer og 33 besætningsmedlemmer mistede livet i de fire flystyrt.

En kvindelig politibetjent reagerer på de voldsomme oplevelser. I alt 72 politifolk mistede livet i angrebet.

Resterne af World Trade Center. 20 mennesker blev reddet ud i live, efter de to tårne var styrtet sammen. I en af tårnene havde firmaet Cantor Fitzgerald LP hjemme. 11. september 2001 mistede firmaet 658 ansatte.

World Trade Center bestod af syv forskellige bygninger. Fire af bygningerne blev tilintetgjort 11. september. De resterende tre var så beskadigede, at de efterfølgende blev revet ned.

Halvdelen af New Yorks brandfolk blev indkaldt i forsøget på at hjælpe de mange tilskadekomne.

De samlede omkostninger for angrebene 11. september er svære at fastslå. Det kostede 22 milliarder dollar at genopbygge bydelen, og forsikringsbranchen brugte 40 milliarder dollar på at udbetale erstatning. Der blev udbetalt syv milliarder dollar til de pårørende og overlevende.

To dage efter angrebet var redningsarbejdet stadig i fuld gang. En gruppe brandfolk tager et hvil ved en ødelagt brandstation.

Grunden, hvor World Trade Center lå, bliver døbt Ground Zero, efter tårnene var styrtet sammen.

Præsident George W. Bush talte til redningsfolk tre dage efter angrebene. Præsidentens popularitet steg voldsomt i tiden efter angrebene. Da Bush var mest populær, sagde 92 procent af befolkningen, at de ville stemme på ham igen.

En udmattet arbejder tager sig et hvil under oprydningen af Ground Zero en uge efter angrebene. Først i maj 2002 – otte måneder efter angrebet – var oprydningsarbejdet færdiggjort.

En mand placerer sin hånd på en væg med savnede personer uden for et Hospital i New York. I ugerne efter angrebene blev der hængt sedler op med navne på hundredvis af savnede. Mange pårørende har aldrig fået vished om deres kæres skæbne, da mere end 1.100 personer aldrig er blevet identificeret.

Saudiaraberen Osama bin Laden blev udpeget som hjernen bag angrebene. Han var leder af den militante gruppe al-Qaeda. Først i 2011 blev bin Laden fundet og dræbt i en operation udført i Pakistan af amerikanske soldater.

På Ground Zero byggede man sidenhen et mindesmærke for at ære de mange døde. Det stod færdigt i 2011. Uidentificerede ligdele fra angrebene er begravet, hvor det nordlige tårn engang stod.

Ved siden af mindesmærket opførte man Freedom Tower, som efterfølgende blev døbt One World Trade Center. Tårnet stod færdigt i 2013 og rejser sig 541 meter op i luften. One World Trade Center er dermed den sjettehøjeste bygning i verden. Tårnet er 1.776 fod højt, hvilket symboliserer den amerikanske uafhængighed fra Storbritannien i 1776.