2. kvartal blev det blodigste siden invasionen

Perioden april til juni blev det kvartal, hvor flest amerikanske soldater mistede livet i Irak siden invasionen i 2003.

Juni måned blev dyr for de amerikanske styrker i Irak. 101 soldater og marineinfanterister blev dræbt. Sammen med tabstallene for april og maj måned bliver 2. kvartal i 2007 det blodigste siden invasionen i 2003.

Og søndag fortsatte tabstallene med at stige. Fire soldater og en marineinfanterist blev dræbt i forskellige angreb. Det siger det amerikanske militær mandag.

Militæret fortæller, at tre soldater blev dræbt i den vestlige Anbar-provins, mens yderligere en soldat blev dræbt i det sydlige Bagdad. Den femte soldat blev dræbt af skud efter et vejsidebombe angreb i det vestlige Bagdad. Her blev to irakiske politimænd såret.

Omkring 3580 amerikanske soldater har mistet livet i Irak. Det anslås imidlertid, at flere titusinder civile er blevet dræbt siden invasionen i 2003.

/ritzau/