19-årig OL-heltinde har allerede skrevet sig ind i historien

Hun er den mest vindende gymnast i amerikansk historie, og Simone Biles har oven på fire guldmedaljer i Rio også haft tid til at lære USA en lektie om adopterede børn og succes.

Simone Biles til OL i Rio. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Donald Trump siger godt nok, at USA aldrig vinder mere. Men fortæl det til Simone Biles, som har vundet så meget, at det kan være svært at hitte rede i medaljefordelingen.

Men hendes største olympiske sejr har meget lidt med gulvøvelser at gøre, og det handler om nogle endog meget sejlivede fordomme – om race, familie og adoption.

I 1965 fastslog den såkaldte Moynihan-rapport, at de splittede sorte familier var forklaringen på alle sorte ulykker, bl.a. fattigdom, mangel på uddannelse og tidlige graviditeter.

Rapporten er i dag omdiskuteret, men dens konklusioner har skrevet sig ind i det amerikanske folkevid: Sorte fædre forsvinder fra familien, ofte meget unge mødre skal opdrage og forsørge børnene, mødrene bukker under, og børnene ender hos bedste­forældre eller i familiepleje. Og historien gentager sig.

Moderen gik under i alkohol og stoffer

I 2007 beskrev den sorte psykiater Alvin Poussaint hele sorte nabolag med arbejdende enlige mødre uden en eneste far – og med børn, som måtte passe sig selv. Resultatet var en katastrofe, skrev han.

Og så kommer Simone Biles, et barn af præcis de omstændigheder.

Hendes biologiske far var aldrig i hendes liv, hendes mor, Shanon Biles, skulle op­fostre hende og hendes søster alene, og i 2001 gik moderen selv under i alkohol og stoffer. De sociale myndigheder tog de to piger og ringede til deres bedstefar, Ron, og deres papbedstemor, Nellie.

»En socialrådgiver ringede og sagde, at de havde taget børnene i pleje, og jeg sagde til hende: Send dem til mig,« har bedstefaderen, Ron, fortalt til USA Today.

Ron og Nellie havde i forvejen to hjemme­boende teenagebørn, og familieplejen sendte dem de to piger som en midlertidig løsning. I 2003 blev Simone og lillesøsteren Adria sendt tilbage til deres biologiske mor, men det gik ikke. Hun kunne ikke tumle dem, myndighederne hentede dem og spurgte Ron, om han i det mindste ville adoptere den yngste, Adria.

Nellie sagde, at de to piger skulle blive sammen, og at hun ville adoptere dem sammen eller ingen af dem, og således blev det. I 2003 blev Ron og Nellie officielt mor og far for de to piger, skriver Time.

Gjort af et andet materiale

På det tidspunkt var Simone Biles seks år gammel, og som seksårig havde hun oplevet en far, som forsvandt; en mor, som gik i misbrug to gange, og myndigheder, som hentede hende to gange, og to gange, hvor hun endte hos sin bedstefar og papbedstemor. Og det er bare ord, det er bare årstal; indimellem er alle de oplevelser, som hendes sanser måtte tage ind.

Det ville ikke være underligt, hvis Simone Biles havde føjet sig til Poussaints statistik, men hun var gjort af et andet stof, eller det havde gjort hende til en anden, og som det allerførste spurgte hun Nellie: »Må jeg kalde dig mor?« og hun insisterede på at finde forsinket tryghed hos sin nye mor og far.

Som hun selv har sagt til Time: »Jeg tænker somme tider på, hvordan mit liv ville have været, hvis alt det her ikke var sket (...) Men jeg har alt, hvad jeg behøver, så der er ingen tomme pletter i mit liv. Jeg har aldrig følt, at jeg havde spørgsmål, som jeg ikke kunne få svar på. Jeg har aldrig forstået, hvorfor andre mennesker gjorde så meget ud af at tale om adoption. Ja, jeg er adopteret, men det er bare sådan jeg er.«

Nedgørende tweet

Men midt i hendes succes, selv efter verdensmesterskaber og fire guldmedaljer ved OL, er der nogle, som stadig gerne vil fortælle hende, at hun aldeles ikke er normal. Den 60-årige TV-kommentator Al Trautwig følte for nyligt, at han skulle tweete følgende:

»Hun blev opfostret af sin bedstefar og hans kone, og hun kalder dem mor og far,« skrev han, hvorefter han fortsatte:

»De er muligvis hendes mor og far, men de er ikke hendes forældre.«

Al Trautwig undskyldte senere og sagde, at ordene var løbet af med ham, og Simone Biles satte tingene på plads med ni ord: »Mine forældre er mine forældre. Og det er det.«