Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
EGYPTEN: En domstol i Egypten har dømt 185 personer til døden for et angreb mod en politistation i udkanten af Cairo sidste år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet på politistationen i Kerdasa fandt sted i august 2013 og kostede flere politibetjente livet. De dømte er ifølge Al Arabiya blevet fundet skyldige i terrorisme, mord, ødelæggelse af offentlig ejendom og våbenbesiddelse.
Der ventes nu en længerevarende appelproces, hvorfor dødsdommene bliver betegnet som foreløbige. Blandt andet skal de til godkendelse hos landets øverste religiøse myndighed, hvis vurdering af dommene dog ikke er bindende.
Samme dag som angrebet mod politistationen ryddede egyptiske sikkerhedsstyrker to protestlejre i Cairo og dræbte hundredvis af mennesker. Flere har bundet de to begivenheder sammen og forklaret, at angrebet på politistationen skyldtes vrede over drabene på demonstranterne.
Sommeren 2013 var i det hele taget blodig i Egypten, da den daværende præsident, Mohammed Morsi, blev væltet efter omfattende folkelige protester mod ham. Afsættelsen af præsidenten udløste massive moddemonstrationer fra tilhængere af Mohammed Morsi og Det Muslimske Broderskab.
Flere tusinde af Broderskabets medlemmer sidder fortsat fængslet i forbindelse med forrige sommers begivenheder.