18 dræbt i urolig kinesisk provins

KINA: 18 personer meldes ifølge BBC dræbt i Kinas urolige Xinjiang-provins, hvor et stort mindretal af indbyggerne er muslimske uighurer.

Ifølge oplysningerne, der videregives af den amerikanske radiokanal Radio Free Asia, blev de 18 personer dræbt under et sammenstød ved et politicheckpoint i byen Kashgar, og mange kvæstede er kørt til byens hospitaler. Der er ingen kommentarer fra myndighederne endnu.

Blandt ofrene skulle der ifølge Radio Free Asia være flere politifolk, som blev angrebet af et ukendt antal gerningsmænd med bomber og med knive, efter de var kørt gennem checkpointet med høj fart.

Motivet er ukendt, men nogle mener det skyldes, at myndighederne har indskrænket uighurernes muligheder for at holde ramadan.

BNB