17-årig sigtet for at kaste dreng ud fra museumstag i London

En 17-årig dreng skal tirsdag møde op ved en ungdomsdomstol i Bromley sigtet for drabsforsøg på Tate Modern.

En ambulancehelikopter ses her lette fra kunstmuseet Tate Modern i London søndag eftermiddag. Museet blev først lukket ned og siden evakueret, efter at en seksårig dreng var faldet fem etager ned. En teenager er anholdt på mistanke om drabsforsøg. Daniel Sorabji/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En 17-årig dreng er blevet sigtet for drabsforsøg, efter at han angiveligt kastede en seksårig dreng ud fra en tagterrasse på 11. sal på kunstmuseet Tate Modern i London søndag.

Teenageren skal møde for en ungdomsdomstol i Bromley tirsdag. Det rapporterer Sky News.

Den seksårige dreng faldt fra en åben tagterrasse ned på et tag i sjette sals højde. Han blev bragt med helikopter til et hospital i London.

Mandag oplyste politiet, at drengen er i stabil, men kritisk tilstand.

»Betjente fortsætter med at arbejde hårdt for at fastlægge omstændighederne omkring gårsdagens hændelse,« skrev politiet i en meddelelse.

»Den seksårige drengs tilstand forbliver den samme, og betjente støtter hans familie.«

Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at den 17-årige og den seksårige kendte hinanden.

Den seksårige er fransk og var på besøg i London med sin familie.

»I øjeblikket efterforskes dette som en isoleret hændelse uden et tydeligt motiv,« oplyste politiet mandag.

En ansat på museet, som den britiske tv-station BBC har talt med, har fortalt, at der var »en hel del vidner«, der så drengen falde fem etager ned søndag eftermiddag.

Museets sikkerhedsvagter lukkede dørene, indtil politi og redningsmandskab ankom til stedet.

Efter at drengen var faldet ned fra tagterrassen, blev den nu anholdte teenager deroppe.

Politiet opfordrer vidner til at stå frem, hvis de har set noget.

Tate Modern var i 2018 den mest besøgte turistattraktion i Storbritannien med 5,9 millioner gæster. Det viser tal fra den britiske turistindustri ifølge BBC.

/ritzau/