17-årig er fortsat sigtet efter drama på britisk museum

En ungdomsdomstol har fastholdt sigtelsen for drabsforsøg mod 17-årig, der skubbede seksårig ned fra et tag.

En seksårig dreng er i stabil, men kritisk tilstand efter at han angiveligt blev skubbet ud fra en tagterrasse på kunstmuseet Tate Modern. Tolga Akmen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En britisk ungdomsdomstol har tirsdag fastholdt sigtelsen for drabsforsøg mod en 17-årig dreng efter en dramatisk episode på et museum i London.

Teenageren mistænkes for søndag at have skubbet en seksårig dreng ud fra en tagterrasse på 11. sal på kunstmuseet Tate Modern i London.

Den 17-årige dreng mødte tirsdag op i en ungdomsdomstol i London-bydelen Bromley for at bekræfte sin identitet.

Han skal torsdag fremstilles for byretten i London.

Efter angiveligt at være blevet skubbet faldt den seksårige dreng ned på en platform på sjette sal. Han blev herefter bragt til hospitalet.

Politiet oplyser, at drengen er i stabil, men kritisk tilstand med blødninger i hjernen og brud på rygsøjle, ben og arme.

En ansat på museet, som britiske BBC har talt med, har fortalt, at der var »en hel del vidner«, der så drengen falde fem etager ned søndag eftermiddag.

Olga Maltjevska, der er journalist ved BBC, var på platformen med sin fireårige søn, da hændelsen fandt sted.

»Jeg så en kvinde, som løb desperat rundt og græd og skreg: »Min søn, min søn«,« siger hun til BBC.

En andet vidne, Nancy Barnfield, fortæller, hvordan der lød et stort brag, da drengen ramte taget. Det skriver The Guardian.

Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at den 17-årige og den seksårige kendte hinanden.

Den seksårige er fransk og var på besøg i London med sin familie.

»I øjeblikket efterforskes dette som en isoleret hændelse uden et tydeligt motiv,« oplyste politiet mandag.

/ritzau/AP