En 16-årig dreng i Norge er sigtet for at have planlagt et angreb mod en børnehave.

Det oplyser retten i Vestfold ifølge NRK.

Drengen har siddet varetægtsfængslet siden begyndelsen af juni, men indtil onsdag har medierne haft forbud mod at fortælle om sagen.

Politiet mener, at drengen havde planlagt at angribe tilfældige personer i og ved børnehaven.

Konkret skal den 16-årige have anskaffet sig en kniv og flere økser samt skrevet et manifest.

Politiet mener, at der er en reel fare for, at drengen skal dræbe eller skade nogen alvorligt, hvorfor han ikke løslades fra varetægtsfængslingen.

Det skriver Aftenposten.

Han er sigtet for at have planlagt "at begå en handling, som kan skabe alvorlig frygt i befolkningen", skriver det norske nyhedsbureau NTB.

Den 16-årige skulle desuden have fortalt politiet, at han planlagde både at tage livet af sig selv og andre.

Ifølge retskendelsen var drengen aktiv i højreekstremistiske miljøer på nettet, skriver nyhedsbureauet.

Han kom i politiets søgelys, efter at han på nettet havde truet med knivstik mod piger og kvinder.

Politiets sikkerhedstjeneste er blevet orienteret i sagen, lyder det.

RITZAU