151 er idømt livsvarigt fængsel for kupforsøg i Tyrkiet

151 personer er blevet idømt livsvarigt fængsel for deres rolle i et kupforsøg i Tyrkiet i 2016, skriver AFP.

SAUDI-KHASHOGGI/UN-TURKEY
Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan. Fold sammen
Læs mere
Foto: MURAD SEZER

Tyrkiet har idømt 151 personer livsvarigt fængsel i et retsopgør efter et kupforsøg i 2016. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tidligere torsdag lød antallet på 24 dømte. Det fremgår ikke umiddelbart, om der er tale om yderligere 151 eller 151 i alt.

Dommene er afsagt i en de største retssager om det mislykkede forsøg på at vælte præsident Recep Tayyip Erdogan.

Det rapporterer statslige medier i den tyrkiske hovedstad, Ankara.

I alt har anklagemyndigheden krævet livsvarige fængselsdomme til 257 personer, som ikke skal have mulighed for at søge om benådning.

De mistænkte står også over for krav om 55.880 års fængsel på baggrund af anklager om at have forsøgt at dræbe 2558 civile og 177 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne.

/ritzau/AFP