Fem gerningsmænd, der søndag dræbte 15 politibetjente og fire civile i den russiske region Dagestan, er blevet dræbt.
Det skriver russiske medier med henvisning til landets nationale antiterrorenhed ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Bevæbnede mænd i den russiske region Dagestan dræbte søndag mindst 19 personer ved væbnede angreb på to ortodokse kirker, en synagoge og en af politiets kontrolposter.
Kirkerne og synagogen ligger i byen Derbent.
Tidligere forlød det, at 15 politibetjente var omkommet, mens det var uklart, hvor mange civile der havde mistet livet.
Blandt de civile ofre er en præst fra en af de ortodokse kirker, oplyser Ruslands efterforskningskomité.
Dagestan er en overvejende muslimsk region i det sydlige Rusland ved Det Kaspiske Hav.
De nærmere omstændigheder ved angrebene, der betegnes som terror af russiske medier, er mandag formiddag endnu ikke afdækket.
Ingen har taget skylden for angrebene. Men ifølge nyhedsbureauet AP hævder en højtstående politiker i området, at de har forbindelse til efterretningstjenester i Ukraine og Nato-lande.
Dagestan er en af Ruslands autonome republikker. Regionen er også centrum for et gammelt jødisk samfund i det sydlige Kaukasus.
Flere af de formodede gerningsmænd flygtede fra Derbent i en bil.
En af de omkomne politibetjente blev dræbt i en skudveksling ved kontrolpost i Makhachkala, som ligger omkring 125 kilometer nord for Derbent.
Der kom senere meldinger om skyderier i gaderne i Makhachkala, som er regional hovedstad i Dagestan.
Der var også undervejs meldinger om skud i en landsby.
/ritzau/