15 formodede al-Qaeda-medlemmer dræbt

Luftangrebet skete sent fredag aften i byen Bayda i Yemen

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mindst 15 formodede al-Qaeda-medlemmer er blevet dræbt i et luftangreb i det sydlige Yemen, heriblandt nogle lokale ledere, oplyser regeringskilder lørdag til Reuters.

Luftangrebet skete sent fredag aften i byen Bayda, der ligger godt 260 kilometer sydøst for hovedstaden, Sanaa.

Flammer og røg

Beboere har fortalt, at jagerfly angreb den vestlige udkant af Bayda, hvor militante fra gruppen Ansar al-Sharia (tilhængere af islamisk lov), som har kæmpet mod Yemens sikkerhedsstyrker siden sommeren 2011, opholdt sig.

- Man kunne se flammer og røg stige op fra området, fortalte en beboer til Reuters.

Ansar al-Sharia er inspireret af al-Qaeda, men de præcise forbindelser til det globale netværk er endnu uklare, selvom den yemenitiske regering siger, at de er en og samme.

Amerikanske styrker stod bag

Ifølge nyhedskanalen Al Arabiya menes amerikanske fly at have udført luftangrebet.

I samarbejdet med de yemenitiske myndigheder har USA gentagne gange brugt droner til at angribe militante fra al-Qaeda på Den Arabiske Halvø, der sidste år blev beskrevet som »det farligste regionale knudepunkt i den globale jihad« af CIA-direktør David Petraeus.

USA og Yemens nabo Saudi-Arabien har været dybt bekymrede for udbredelsen af al-Qaeda i Yemen, hvor netværket kontrollerer dele af landet nær olie-sejlruter gennem Det Røde Hav.

BNB