Politiet i Stockholm er helt oppe på dupperne, inden den omstridte eritreanske festival i naturområdet Järvafältet i Stockholm fortsætter i dag. Politiet er klar til at foretage »justeringer« på festivalens setup, lyder meldingen.

Det gik nemlig vildt for sig i går, da 1.000 demonstranter, som er modstandere af styret i Eritrea, stormede afspærringerne til festivalen. Et voldsomt slagsmål brød derefter ud mellem demonstranterne og festivalgængerne.

De kastede sten efter hinanden, telte blev revet ned, og der blev sat ild til biler i området. Politiet var magtesløse over for stormen og fik først kontrol over situationen ved 16-tiden, skriver den svenske avis Aftonbladet. Inden da nåede mere end 50 personer at komme til skade.

En af dem, der oplevede urolighederne på tæt hold, er 15-årige Emma Holegård. Hun var på vej ud på en ridetur på sin hest Zolero fra en stalden på Eggeby Gård sammen med nogle andre ryttere, da urolighederne begyndte i området.

Stenene fløj igennem luften og kom tættere og tættere på rytterne, der til sidst var tvunget til at gemme sig i stalden. Det fortæller hun til avisen Aftonbladet:

»Jeg blev bange. De rev vores hegn ned, og der var masser af sten, der ramte staldens vægge. Jeg var mest bange for hestene, de var stressede og bange.«

I flere timer var Emma Holegård og de andre ryttere tvunget til at gemme sig i bygningen, mens kaosset fortsatte udenfor. En »lidt ældre« mand søgte undervejs tilflugt ved stalden, fortæller rytteren:

Efter flere timer med uroligheder fik det svenske politi kontrol over situationen. Foto: Oscar Olsson / TT / kod 12046. (Foto: 12046 Oscar Olsson/ TT/Ritzau Scanpix)
Efter flere timer med uroligheder fik det svenske politi kontrol over situationen. Foto: Oscar Olsson / TT / kod 12046. (Foto: 12046 Oscar Olsson/ TT/Ritzau Scanpix) 12046 Oscar Olsson/ TT

»Jeg så, at han blødte fra hovedet, så jeg åbnede døren og spurgte, om han ville have noget papir,« siger Emma Holegård.

Da den 15-årige rytter forlod stalden, blev hun mødt af ødelæggelser udenfor:

»De forsøgte at tage træet fra elhegnet ved folden, som de ville bruge til at slå hinanden med, men vi tændte for strømmen, så de ikke kunne gøre det,« siger hun til Aftonbladet.

Læres op i »hadtale«

Det er ikke første gang, at festivalen ‘Festival Eritrea Scandinavia’ tiltrækker sig negativ opmærksomhed. Den har tidligere fået kritik for at promovere styret i Eritrea.

Siden Eritrea løsrev sig fra Etiopien for tre årtier siden, har styret kun haft én præsident – nemlig Isaias Afwerki, som aldrig nogensinde har afholdt et valg før. Millioner af mennesker er flygtet, blandt andet på grund af den tvungne værnepligt i landet, skriver The Guardian.

»Det er ikke en festival. Børnene bliver lært op i hadtale,« sagde demonstranten Michael Kobrab ifølge svenske TV4.

Flere svenske politikere har også været ude at reagere på tumulten under festivalen, og den har på rekordtid antændt en ny diskussion om integrationsspørgsmålet i Sverige.

Den svenske justitsminister Gunnar Strömmer er en af dem, der har reageret.

»Hvis du flygter til Sverige for at undslippe vold, eller er på midlertidigt besøg, skal du ikke ty til vold her,« siger den svenske justitsminister ifølge Omni.

Frederik Kärrholm, der er folketingsmedlem for Moderaterna, kalder billederne fra stedet »skræmmende«.

»Det er et vigtigt politisk ansvar, at vi nu fortsætter med at føre en kriminalitets- og migrationspolitik, der gør denne form for voldsomt kaos til en historisk parentes,« skriver han på det sociale medie X.