14 mænd og kvinder stod rundt om Elizabeth Struhs' seng.

De bad for hende. Sang for hende. Vågede over hende.

Da den otteårige piges krop gav op og holdt op med at trække vejret, blev de ved. Med bønner forsøgte de at hidkalde en guddommelig kraft og genrejse hende fra de døde.

Ikke én gav hende den medicin, der kunne have forhindret hendes død.

Nu er de 14 medlemmer af en lille religiøs sekt vest for Brisbane i Australien alle som én blevet fundet skyldige i manddrab. Det skriver CNN.

I seks dage undlod de at give Elizabeth Struhs den nødvendige insulin til at behandle hendes diabetes med. Mens pigen lå for døden i sit hjem, søgte de ikke lægehjælp.

To af de 14, som onsdag blev kendt skyldige, er hendes egne forældre.

Hævdede, at Gud havde kureret datter

Under den ni uger lange retssag blev 60 vidner og i hundredvis af beviser ifølge CNN bragt op til overfladen.

Her kom det frem, at sekten bestod af kun tre familier, som i perioden omkring dødsfaldet mødtes tre gange om ugen. Familierne så sig selv som kristne, der fulgte Bibelen og afviste konventionel medicin som »hekseri«.

I stedet troede de på, at en person gennem bøn kunne modtage Helligånden og kanalisere Guds helbredende kraft.

I 2019 – tre år før sin død – var Elizabeth Struhs blevet diagnosticeret med type 1-diabetes.

Faren, Jason Struhs, tilsluttede sig sekten i august 2021, efter at hans kone, Kerrie Struhs, var blevet tro tilhænger.

Få måneder senere, i januar 2022, hævdede faren, at »Gud havde kureret Elizabeth for diabetes«.

Samme nat havde den otteårige pige fået en sidste dosis insulin, og næste morgen så hendes glukoseniveau så stabilt ud, at hendes far blev overbevist om, at det var Guds værk.

Ventede 36 timer med at reagere

I de følgende dage blev Elizabeth Struhs mere og mere dårlig.

I beskeder har sektens medlemmer beskrevet hende som »rastløs« og »temmelig svag«. 

Gruppens leder, Brendan Stevens, insisterede over for forældrene på, at »Gud skal sejre«.

Tidligt 7. januar døde Elizabeth Struhs af diabetisk ketoacidose – også kendt som syreforgiftning.

Selv da hun stoppede med at trække vejret, fortsatte sektmedlemmerne med at synge i kor og bede til, at hun skulle genopstå fra de døde.

»Elizabeth ser ikke ud til at trække vejret, men vi vil se en sejr meget snart. Gud kan gøre alt!« står der i en af beskederne.

36 timer efter pigens død ringede hendes far efter myndighederne.

Var højt elsket, siger dommer

Døden var »uundgåelig« som følge af sektmedlemmernes opførsel, sagde dommer Martin Burns ifølge CNN, da han læste dommen op.

Indtil sin død var Elizabeth et glad barn, højtelsket af alle den lille hjemmekirkes medlemmer, sagde han:

»Men på grund af en tro på Guds helbredende kraft, som i hendes forældres og de andre medlemmers bevidsthed ikke tillod nogen form for medicinsk pleje eller behandling, blev hun frataget den ene ting, der helt sikkert havde holdt hende i live – insulin.«

De 14 skyldige vil få udmålt deres straf 11. februar.