Gruppen Allierede Demokratiske Styrker (ADF) har angiveligt udført tre angreb på tre forskellige landsbyer i Den Demokratiske Republik Congo og dræbt mindst 14 personer fredag.

Det oplyser kilder i militæret og i de lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gruppen har støtte fra den militante islamistiske bevægelse Islamisk Stat (IS). ADF er blandt flere militser, der kæmper om jord og ressourcer i det mineralrige østlige DR Congo.

Angrebene fandt sted inden for en syv kilometers radius i provinsen Nord-Kivu, der ligger i den østlige del af DR Congo.

De tre landsbyer blev angrebet samtidig under en såkaldt "ADF-indtrængen", siger den lokale leder Macaire Sivikunula til AFP.

Han oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at de fleste af ofrene blev dræbt med knivvåben, men ADF affyrede også skud mod soldaterne, der besvarede ilden.

Indbyggere i landsbyerne gik i panik, da der lød skud mellem klokken 20.00 og 22.00. 13 huse blev brændt ned, siger han til AFP.

Beboere, som AFP har talt med, bekræfter det dødelige angreb. DR Congos hær oplyser, at to af dens soldater blev dræbt i angrebet.

- Der var en indtrængen af ADF-terrorister i Bapera-sektoren. Dødstallet er 14, heriblandt 12 civile og to soldater, siger Marc Elongo, der er talsmand for hæren i regionen, ifølge AFP.

ADF, der oprindeligt bestod af tidligere ugandiske oprørere, har haft base i det nordøstlige DR Congo siden midten af 1990'erne og dræbt tusindvis af civile.

Ugandiske soldater har været indsat sammen med DR Congos hær siden 2021 for at bekæmpe ADF, men de er ikke lykkedes med at gøre en ende på volden.

Ifølge AFP er det en del af ADF's mønster at angribe civile og derefter trække sig tilbage til store skovområder, før der kommer forstærkninger.

ADF udfører jævnligt blodige angreb på civile i landet. Det seneste fandt ifølge Reuters sted torsdag, hvor 16 personer blev bekræftet døde i Lubero, der er en by i Nord-Kivu.

/ritzau/