14 millioner borgere i kinesisk by testes på to dage

I Kina arbejder de med noget nær nultolerance, når det kommer til håndteringen af coronapandemien.

Efter planen skal den kinesiske by Tianjins 14 millioner borgere over to dage isoleres og testes, efter mere end 20 personer er konstateret smittet de seneste dage. Uncredited/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den nordkinesiske by Tianjin er byens 14 millioner borgere blevet bedt om at isolere sig, indtil de bliver testet.

Det skriver AFP.

Ifølge nyhedsbureauet TT skal de 14 millioner borgere testes inden for to dage.

Påbuddet kommer, efter at mere end 20 personer i byen er konstateret smittet de seneste dage.

Mindst to af tilfældene skyldes omikron, skriver AFP.

Borgerne i Tianjin har fået besked på, at de ikke kan få en »grøn« kode på deres smitteopsporings-app, før de er testet negative.

Den grønne kode er et krav i Kina, hvis man ønsker at benytte sig af offentlig transport samt i mange andre situationer.

De kinesiske myndigheder har tidligere kæmpet med et større smitteudbrud i en storby Xi'an. Det har fået flere til at stille spørgsmålstegn ved Kinas strenge lockdown-regler og omgående massetestning af befolkningen.

Flere af Xi'an's 13 millioner borgere har klaget over dårlig adgang til mad og dagligvarer under lockdown.

Utilfredsheden blev ikke mindre, efter det kom frem, at en otte måneder gravid kvinde måtte abortere, efter at hun blev nægtet adgang til det lokale hospital på grund af en manglende coronatest.

Op til afholdelsen af vinter-OL i Beijing har Kina ført en særligt stram corona-politik.

Vinter-OL starter efter planen den 4. februar og slutter den 20. februar.

Ifølge tal fra Kina har den over 1,4 milliarder store befolkning kun haft lidt over 100.000 tilfælde af covid.

Mange mener dog, at der er tale om underrapportering, skriver AFP.

Til sammenligning slog USA rekord tidligere på måneden med knap en million smittede på en dag. USAs indbyggertal ligger på knap 334 millioner.

I Danmark har der i alt været 950.000 smittede med et dødstal på 3371.

Kinas officielle dødstal under hele pandemien er under 5000.

/ritzau/AFP