14 kvæstet af tyfon i Japan

Foto: HITOSHI MAESHIRO

14 personer er lørdag dansk tid blevet kvæstet som følge af tyfonen Vongfongs hærgen nær den japanske ø-gruppe Okinawa. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den kraftige vind har resulteret i, at tusindvis af boliger mistede strømmen, og adskillige flyvninger til- og fra ø-gruppen er blevet aflyst.

Tyfonen er den kraftigste i Japan i år. De meteorologiske myndigheder i Japan oplyser, at vinden nåede op på 234 kilometer i timen.

Tyfonen passerede cirka 150 kilometer syd om byen Naha, der er ø-gruppens største. Vongfong fortsætter sin hærgen nordpå.

BNB/Reuters