Australske naturefterforskere er i gang med at undersøge, hvorfor mere end et dusin unge kaskelothvaler er døde, efter at de strandede på en øde strand i Tasmanien i Australien.

14 hanhvaler blev fundet strandet på øen King Island, der ligger nord for den tasmanske kyst, men hører med til øen, tidligere i denne uge.

14 unge kaskelothvaler er fundet strandede og døde på en strand på øen King Island i Tasmanien. Sarah Baldock/Reuters
14 unge kaskelothvaler er fundet strandede og døde på en strand på øen King Island i Tasmanien. Sarah Baldock/Reuters

Biologer og en dyrlæge fra Australiens konserveringsagentur er rejst til den lille ø for at undersøge, hvad der er sket.

En luftundersøgelse har fastslået, at der ikke er andre strandede hvaler i området.

De unge hvalers død kan skyldes, at de er kommet på afveje, siger biolog Kris Carlyon fra konserveringsagenturet til den lokale avis Mercury.

»Den mest normale årsag til stranding er, at hvalerne kommer på afveje. Det kan være, at de har ledt efter føde tæt på kysten. Det kan være, at der har været mad, og måske er de blevet fanget af lavvande,« siger han.

»Det er teorien i øjeblikket.«

Han siger, at hvalerne sandsynligvis strandede søndag. De 14 unge hanhvaler blev fundet døde mandag.

Massestranding af hvaler er »sjældne, men helt klart ikke uventet« i regionen, siger biologen til den lokale avis.

Kadaveret af en af 14 hanhvaler, der mandag døde i Tasmanien, ligger på stranden. Handout/Ritzau Scanpix
Kadaveret af en af 14 hanhvaler, der mandag døde i Tasmanien, ligger på stranden. Handout/Ritzau Scanpix

I 2020 oplevede Tasmanien Australiens største massestranding nogensinde, da hele 470 hvaler sad vest i den vestlige del af Tasmanien.

Mere end 300 grindehvaler døde under den stranding på trods af, at mange frivillige befandt sig i det kolde vand i flere dage for at forsøge at få hvalerne fri.

Årsagerne til hændelserne, hvor mange hvaler strander på samme tid, er lidt af et mysterium.

Nogle eksperter mener, at hændelsen i 2020 skyldtes, at flokken for vild, efter at den havde ædt tæt på kystlinjen, eller fordi flokken fulgte efter en eller to hvaler, der kom på afveje.

/ritzau/AFP