14 dræbt i togulykke i Indonesien: Redningsindsats fortsætter
Flere personer er stadig i live efter togulykke i Jakarta, men de sidder fastklemt i togvogne, lyder det.

Flere personer er stadig i live efter togulykke i Jakarta, men de sidder fastklemt i togvogne, lyder det.

Antallet af personer, der har mistet livet i en togulykke i den indonesiske hovedstad, Jakarta, er steget til 14.
Det oplyser det statslige jernbaneselskab Kereta Api Indonesia (PT KAI) ifølge nyhedsbureauet Reuters.
84 personer er desuden blevet såret, og redningsarbejdere forsøger fortsat at redde overlevende, der er blevet fanget på ulykkesstedet, ud, lyder det.
Hændelsen skete sent mandag i Bekasi, der ligger lige uden for Jakarta. Her stødte et pendlertog og et langdistancetog sammen.
Bobby Rasyidi, som er direktør i PT KAI, fortæller, at antallet af dræbte aktuelt ligger på 14, mens redningsindsatsen fortsætter.
Mohammad Syafii, som står i spidsen for Indonesiens rednings- og eftersøgningstjeneste, har tirsdag lokal tid på et pressemøde sagt, at det er en vanskelig proces at redde de overlevende ud fra de ødelagte togvogne.
- Vi var nødt til at få hjælp af personale, som har særlig erfaring med at udføre forsigtige frigørelser, lød det.
- Der er nogle ofre, som stadig er i live, og vi håber på at kunne få dem fri, men de er stadig fastklemt i togene.
Øjenvidner på stedet siger til Reuters, at redningsfolk har formået at frigøre de to tog fra hinanden.
De har desuden brugt vinkelslibere til at skære gennem togenes metal i et forsøg på at nå frem til de overlevende.
Bobby Rasyidi sagde også på pressemødet, at pendlertoget først stødte ind i en taxi, der befandt sig på togskinnerne, hvorefter det blev ramt af langdistancetoget.
Det var en togvogn til kvindelige passagerer, der blev ramt mest direkte under sammenstødet.
Taxiselskabet Green SM Indonesia har på det sociale medie Instagram oplyst, at den involverede taxi tilhørte selskabet.
Green SM Indonesia har videregivet oplysninger om sagen til myndighederne for at hjælpe i efterforskningen, lyder det.
Præsident Prabowo Subianto har meldt ud, at han har godkendt opførelsen af en overkørsel nær jernbanesporene for at afhjælpe den kraftige trafikbelastning.
Ifølge ham er jernbanenettet ikke vedligeholdt i tilstrækkelig grad.
Indonesiens nationale komité for transportsikkerhed (KNKT) efterforsker nu ulykken, skriver Reuters.
/ritzau/