14-årig selvmordsbomber benådet

Afghanistans præsident har benådet en 14-årig dreng, som ville sprænge sig selv i luften. Samtidig retter præsidenten kritik mod de religiøse skoler i Pakistan.

Afghanistans præsident, Hamid Karzai, valgte søndag at benåde en 14-årig dreng, som skulle sprænge sig selv og en afghansk guvernør i luften. Drengen var ifølge præsidentens vurdering kun en uskyldig brik i det store spil, der var blevet narret til at udføre missionen af sine lærere på en koranskole i Pakistan.

Her havde hans fattige far sendt ham hen for at lære koranen, men da han senere spurgte, hvad der var blevet af hans søn, gled lærerne gentagne gange af på spørgsmålet.

Ifølge avisen The Independent viste lærerne på koranskolen videoer af selvmordsbombe-aktioner og lærte den 14-årige og hans klassekammerater at køre på motorcykel. Da han blev anholdt sad han på en motorcykel med et sprængstofbælte om livet.

/ritzau/