14-årig mistænkt for knivdrab på 15-årig på svensk skole

Gerningsmand både stak og skar i 15-årig, oplyser politiet om episoden, som skete på Göingeskolan i Skåne.

Læs mere
Fold sammen

Malmø: En 15-årig dreng er død efter et knivoverfald på en skole i Skåne mandag eftermiddag. Svensk politi tilbageholder en 14-årig mistænkt, skriver avisen Expressen.

Gerningsmanden har både stukket og skåret offeret, oplyser politiet om episoden, som skete i en mellemgang på Göingeskolan i Broby i Skåne.

Al undervisning blev afbrudt efter hændelsen, hvorefter skolens rektor samlede alle elever for at informere dem.

Den 15-årige blev kørt med ambulance til hospitalet, hvor han senere døde ifølge Expressen.

Årsagen til knivstikkeriet er fortsat ukendt.

/ritzau/