(13/01/2007) Frankrig frygter hjemløshedens svøbe

En teltlejr af hjemløse langs Canal Saint-Martin i et af Paris' mest trendy boheme-kvarterer har tvunget franske præsidentkandidater til at forholde sig til, at selv fuldtidsbeskæftigelse ikke længere er en garanti mod at ende på gaden. Som led i en happening har de inviteret naboerne til at overnatte for at give indsigt i hverdagen som hjemløs - en skæbne hver anden franskmænd frygter at blive offer for.

Foto: Mehdi Fedouach Fold sammen
Læs mere

»Vi sagde, vi arbejder, vi betaler skat. Hjælp os.«

Den 40-årige ægyptiske maler Khalil husker, hvordan hans franske kone brød sammen på det offentlige boligkontor. Men svaret var nej, og det gifte par måtte fortsætte dagligdagen, hvor de slap:

Aftnerne tilbragt på en cafe, fordi udlejeren af den lille etværelses, hvor hans kone boede for 500 euro om måneden, ikke ville have en araber gående. Og i øvrigt heller ikke ville reparere det sammenstyrtningstruede tag eller tillade at vinduerne blev åbnet, så naboerne fattede mistanke om den sorte udlejning.

»For at se min kone måtte jeg komme ved midnat og tage af sted før klokken 6 om morgenen,« husker Khalil, der med sin mangeårige ansættelseskontrakt i hånden støvsugede boligmarkedet for det mindste hummer. Og selvom han som professionel maler tjente halvanden gange mindstelønnen, var svaret altid det samme: De tjener ikke nok, hr. Og de kan ikke stille sikkerhed.

I oktober fik Khalils kone nok og skred. Hun bor nu hos sin søster på landet og kommer ikke tilbage, før han har fundet en bolig. Hvilket har lange udsigter, for boligkrisen gik Khalil så meget på nerverne, at han mistede sit job. I dag er han en af beboerne i en opsigtsvækkende teltlejr for hjemløse langs Canal Saint-Martin i et af Paris' mest trendy boheme-kvarterer, der på få uger har sat spørgsmålet om det stigende hjemløseproblem på dagsordenen forud for landets præsidentvalg til april.

Ikke længere en livsstil
Der var engang, hvor det at bo på gaden var en livsstil for skæggede vagabonder med en sjov barnevogn fuld af bizarre ejendele. Humørfyldte midaldrende mænd, der havde valgt at leve uden elregning og rudekuverter, og for hvem livet var bedst, når det blev levet fra hånden til munden, og sengen stod under en bro ved Seinen. Et kulørt indslag i gadebilledet, der sågar blev afbildet på postkort, som turisterne købte.

Sådan er det ikke længere.

I det 21. århundrede rammer hjemløsheden alle aldersgrupper og begge køn, den er i al væsentlighed ufrivillig, og den slår også sin klo i hårdtarbejdende mennesker, der står op klokken 7 og går på arbejde fem dage om ugen.

Det er især de stigende boligpriser, der har sendt folk på gaden, men myndighederne har forsøgt at lukke øjnene for problemet ved at sætte politiet ind, når hjemløse i forsøg på at skabe sig et hjem har slået telte op i landets byer. Ude af øje, ude af sind.

Det besluttede skuespilleren Augustin Legrand at gøre noget ved.

Efter at have tilbragt to måneder på gaden for at dokumentere livet blandt de hjemløse med et kamera og en hjemmeside, udtænkte han sammen med sine brødre og nogle venner en plan, der var Egon Olsen værdig.

Bevæbnet med nogle særlige telte fra sportsfirmaet Decathlon, der kan slås op på to sekunder ved at man simpelthen hiver teltet op af posen og kaster det fra sig, indfandt de sig en formiddag på forskellige cafeer langs Canal Saint-Martin.

På slaget 11 trådte de ud på det brede fortov langs kanalen, som Napoleon i sin tid lod bygge for at forsyne Paris med vand, og i løbet af nul-komma-fem stod der 80 telte.

Dusinvis af kampklædt uropoliti var på pletten tyve minutter senere, men turde ikke intervenere af frygt for at aktivisterne, der havde stillet sig op helt ude langs kanalkanten, skulle falde i vandet og drukne.

Siden gik det slag i slag. De hjemløse indfandt sig, man fik installeret camping-toiletter, forsynet sig med lidt strøm og en venlig cafe-ejer lod aktivisterne oprette »hovedkvarter« i sit etablissement.

Som led i deres happening inviterede de kvarterets naboer og andre interesserede indenfor for at give indsigt i hverdagen som hjemløs, og i dag er belægningen så stor, at det eneste tilbud om husly er at dele telt med en ung mand, der sover om dagen, fordi han arbejder som hotelreceptionist om natten.

Begyndte med en ulykke
Over aftensmåltidet, der består af en fedtet kyllingesuppe med ris, og som indtages stående på et gadehjørne eller siddende på et par tilfældige stole, fortæller José, at hans liv som hjemløs begyndte med en ulykke, der gjorde ham ude af stand til at fortsætte sit job som automekaniker på de franske Antiller.

For at blive omskolet drog han til fastlandet, men havde ikke råd til en bolig. »Hver gang undervisningen stoppede, gik jeg hen og sov under broen,« siger han og peger op ad kanalen, der oplyses af smukke gamle støbejernslamper og om sommeren er en yndet udflugtssted for unge mennesker med en flaske vin eller tre.

Han kommer kun sjældent på de såkaldte nødherberger, hvor han siger lus og svamp hærger, og hvor man ikke kan skabe sig en tilværelse. »Hvis der er nogen, der har pisset på madrassen, er du nødt til at sove der alligevel,« siger José. Og »klokken otte morgen skal man ud, uanset om det regner eller sner. Det nytter ikke noget.«

José var blandt de første til at flytte ind i teltlejren, der har gjort spørgsmålet om hjemløse så synligt i gadebilledet, at regeringen har set sig nødsaget til at love alle beboere tag over hovedet. Og på mandag skal regeringen efter planen præsentere en ny lov efter skotsk forbillede, der skal gøre det muligt at sagsøge offentlige myndigheder, hvis man ikke kan finde en permanent bolig.

Som svar på regeringens løfter har Don Quijotes Børn, som brødrene Legrand kalder sig, lovet at hæve teltlejren, i takt med at folk får et sted at flytte ind. Men »jeg tager ikke af sted, før alle har fået en permanent bolig,« advares der igen og igen fra både hjemløse og frivillige. Så hellere blive boende i teltet.

For den ukuelige optimist José tegner fremtiden sig mere lys. Som led i hans næste praktikophold i provinsen, hvor han skal lære at lave proteser, følger der et lille værelse med de halvandet år uddannelsen varer, fortæller han og humper hen til sit røde telt, der er besmykket med en sølvglinsende guirlande for at markere højtiden og nytåret.

»Jeg får en bolig et sted, hvor jeg kan stille min taske, vaske mig. Alt hvad jeg har behov for,« drømmer han. Spørger man ham om fremtiden, lyder svaret blot: »Jeg er rolig.«

Kæmpe frygt for hjemløshed
Det er den almindelige franskmand ikke. Ifølge en undersøgelse foretaget af et af de store meningsmålingsinstitutter, BVA, sidste måned mener hele 48 procent af befolkningen, at de en dag kunne blive offer for en skilsmisse, miste deres job eller blive så syge, at de ikke kan klare huslejen og ender som hjemløse, der må overnatte på venners sofaer eller i værste fald sove på gaden.

Det er ikke svært at regne ud hvorfor, for selv med fuldtidsbeskæftigelse balancerer man på vippen på det private boligmarked.

Mindstelønnen - som også er lønniveauet for mange unge højtuddannede - slår simpelthen ikke til i og omkring de større byer, hvor arbejdet generelt findes. Den ligger nemlig på 986 euro efter skat om måneden og så skal man ikke gøre sig håb om at finde noget, der koster meget mere end 300 euro, da udlejerne typisk stiller krav om, at man netto tjener mindst tre gange huslejen. Et hurtigt kig på boligannoncerne i Frankrigs største byer afslører, at til de priser findes selv bittesmå etværelseslejligheder stort set ikke. Heller ikke i de berygtede forstæder.

Bor på nusset hotel
I teltlejren falder man i søvn til lyden af biler, der suser forbi på vejene, der løber parallelt på begge sider langs kanalen. Der lyder indimellem spredte råb, men generelt er der fredeligt, og ud på de små timer stilner trafikken af.

Om morgenen beretter Renaud, den ene af nattens to frivillige vagter, at natten er forløbet roligt, om end en enkelt påvirket mand hævder, han har fået sine papirer stjålet. »Her er altid roligt,« tilføjer Renaud, der i det daglige er fotograf. »Nogle siger, at der er mindre larm end om sommeren, når de unge kommer og fester langs kanalen.«

Da jeg står og er på vej til at checke ud fra telt 36G, spørger jeg et tilfældigt forbipasserende par, der kommer gående langs fortovet med deres barn i klapvognen, hvad de mener om aktionen.

»Ret sympatisk,« lyder svaret fra det nydelige par, som det viser sig ... også er hjemløse. De bor ganske vist ikke i teltlejren, men er på vej tilbage til deres lille hotelværelse i nærheden med barn. Et usselt hummer uden toilet, som de alligevel betaler 700 euro for måneden - plus 3 euro for hvert bad, de tager på gangen, tilføjer manden, der blev boligløs efter en skilsmisse, hvor hans tidligere hustru beholdt lejligheden.

Han er fastansat som butiksassistent i supermarkedskæden Franprix, fortæller han. »Men vi kan ikke finde et sted at bo.«