13-årig pige skød sin far i hovedet

En 13-årig pige fra delstaten Pennsylvania i USA skød og dræbte mandag sin far med et haglgevær, mens han lå og sov.

I et hus overfyldt med snavs, katte, kaniner og hunde skød og dræbte en kun 13-årig pige mandag sin egen far. Ifølge en nabo havde pigen ifølge sig selv gennem længere tid været udsat for seksuelle overgreb fra faderens side, og hun var i det hele taget træt af at bo i det meget snavsede hjem.

Det var angiveligt derfor, at hun affyrede haglbøssen mod sin 34-årige far, mens han sov. Politiet har dog endnu ikke kunnet få pigen til at fortælle om sit motiv for drabet.

Hun blev mandag fremstillet for en dommer, og med en voksens rettigheder sigtet for manddrab iført fængselsuniform og lænker på både hænder og fødder.

/ritzau/