Midt i de største protester, Hongkong har set siden 1. juli, blev en 12-årig pige søndag fanget mellem demonstranter og politi, mens hun angiveligt var ude for at købe skolesager.

Politiet har selv forklaret, at den 12-årige blev anholdt, fordi hun »løb mistænkeligt«, og at de brugte »minimal tvang« for at stoppe hende. Men videoen af hændelsen fortæller en anden historie, ifølge The Guardian:

Da den skræmte 12-årige forsøgte at løbe væk fra den konfrontation, hun var blevet fanget i, løb flere politibetjente efter hende, tacklede hende og lagde hende ned på jorden. Videoen har øjeblikkeligt ført til hårde fordømmelser af politiet fra Hongkongs kritikere af styret.

Ifølge pigens forældre var hun og hendes storebror gået ud for at købe skolesager, ikke for at deltage i protesterne. Hun løb, fordi hun var bange, har de ifølge The Guardian forklaret.

De to søskende har nu begge fået bøder for at forbryde sig mod det forsamlingsforbud, som er blevet vedtaget i Hongkong for at holde demonstranter fra gaderne under coronavirusudbruddet, skriver The Guardian.

Men søndag holdt forbuddet ikke byens borgere tilbage. Ikke siden 1. juli har der været så mange demonstranter i Hongkongs gader, som der var søndag, og mindst 300 blev – ligesom den 12-årige – anholdt.

Demonstranterne var gået på gaden for at protestere mod en udsættelse af et valg til det lokale parlament. Valget skulle have fundet sted søndag, men er udsat et år. Den officielle forklaring er, at valget udsættes på grund af coronaviruspandemien.

Søndag samledes hundredvis af demonstranter i gaderne i Hongkong igen. De gik på gaden for at protestere mod udsættelsen af et lokalt valg – men politiet slog hårdt ned på dem.
Søndag samledes hundredvis af demonstranter i gaderne i Hongkong igen. De gik på gaden for at protestere mod udsættelsen af et lokalt valg – men politiet slog hårdt ned på dem. Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix

Men det lokale parlamentsvalg er et af de få tilfælde, hvor borgere i Hongkong stadig har mulighed for at stemme. Derfor har udsættelsen vakt enorm vrede hos den prodemokratiske opposition, som ønsker at drage nytte af det momentum, den har oplevet i Hongkong, hvor der det seneste år har været store demonstrationer mod Kinas voksende indflydelse i området.

Den indflydelse er ikke blevet mindre tydelig, efter at Kina i juni indførte en ny sikkerhedslov for Hongkong, som forbyder blandt andet oprør eller forsøg på løsrivelse. Det kan give fængsel på op til livstid.

Søndag blev nogle prodemokratiske aktivister anholdt, fordi de råbte protestråb for uafhængighed, ifølge Ritzau.

»Politiet var bekymret for de unge, der deltog i den forbudte samling. Deres tilstedeværelse ved kaotiske protester kan også sætte deres egen personlige sikkerhed i fare,« har Hongkongs politi forklaret efter anholdelsen af den 12-årige.

Søndag aften fordømte Hongkongs regering protesterne på gaderne som »selviske«, fordi det kunne skade kampen mod coronaviruspandemien.

Det kinesiske forbindelseskontor i Hongkong har i kølvandet på de nye protester beskyldt demonstranterne for at forsøge at »genstarte en krig« og klandret dem for at være hensynsløse over for »offentlighedens sundhed«, ifølge The Guardian.