11 dræbte fundet i sammenstyrtet bygning i Egypten

Redningsfolk graver fortsat i ruinerne efter et sammenstyrtet højhus i havnebyen Alexandria i Egypten. Dødstallet nåede tirsdag op på 11.

Mindst 11 mennesker er omkommet i forbindelse med et højhuskollaps i den egyptiske havneby Alexandria, oplyste myndighederne tirsdag.

I timerne efter, at den 12-etagers høje bygning styrtede sammen mandag, fandt redningsfolk fem omkomne. Tirsdag blev der fundet yderligere seks omkomne i murbrokkerne, oplyser sikkerhedskilder.

I alt 25-30 mennesker frygtes at ligge begravet i den sammenstyrtede bygning.

Kollapsede bygninger er et velkendt fænomen i Egypten. Mange huse er opført uden autorisation og ikke bygget efter håndværksmæssige forskrifter.

To mennesker mistede i maj livet i Kairo, da en gammel bygning brød sammen, og sidste år døde syv, da en fireetagers ejendom brød sammen i byen Mansura ved Nilens delta.

/ritzau/Reuters